mandag den 24. august 2015

Slutopgørelse

I erkendelse af, at jeg ikke længere har tid og overskud til at køre en blog, som ikke strengt er koblet op på litterær produktion - hyppigheden af indlæg gennem de seneste par år taler sit tydelige sprog - synes jeg nu, det er på tide officielt at trække stikket. Naturligvis kunne jeg vente og se tiden an - håbe på en pludselig opblomstring af idéer - men mere og mere taler for, at det ikke kommer til at ske. Og eftersom jeg ikke bryder mig om at efterlade noget uafsluttet...

Det har været fem fine år. Tak til jer, der læste med.

Og som afskedssalut: Endnu en uprioriteret liste over musikalske all time greats.

Vi ses derude!

***

Kraftwerk: Computerwelt
Nick Drake: Fruit Tree (box)
Depeche Mode: Black Celebration
Manuel Göttsching: E2 - E4
Portishead: Third
The Human League: Reproduction
Slowdive: Souvlaki
Sonic Youth: A Thousand Leaves
Joy Division: Closer
Pink Floyd: The Division Bell

Boblerne:
Hole: Pretty on the Inside
OMD: Dazzle Ships
King Crimson: In the Court of the Crimson King
Steve Reich: Early Works
PJ Harvey: 4-track Demos
The Residents: Duck Stab
Current 93: Earth Covers Earth
Sigur Rós: Ágætis Byrjun
Nick Cave and the Bad Seeds: The Good Son
Death in June: Peaceful Snow
David Bowie: Station to Station
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Cabaret Voltaire: The Voice of America
Siouxsie & The Banshees: A Kiss in the Dreamhouse
Smashing Pumpkins: The Aeroplane Flies High (box)
Can: Soon Over Babaluma
Patti Smith: Easter
Lou Reed: Magic and Loss
Sparks: Lil' Beethoven
Pulp: Countdown 1992 - 1983

Brian Wilson: Presents Smile
The Fall: Perverted by Language
Lydia Lunch & Rowland S. Howard: Shotgun Wedding
The Cure: Disintegration
Billy Bragg: Life's a Riot with Spy Vs. Spy
The Beatles: Revolver
Faust: So Far
Johnny Cash: Live at St. Quentin
Nitzer Ebb: That Total Age
Godflesh: Streetcleaner
Primal Scream: Screamadelica
Bomb the Bass: Into the Dragon
Bob Hund: Jag Rear Ut Min Själ... Allt Skall Bort!!!
Clock DVA: Advantage
Billy Bragg/Wilco: Mermaid Avenue - The Complete Sessions (box)
Lana del Rey: Born to Die
Einstürzende Neubauten: Tabula Rasa
Mogwai: Come On Die Young
The Stone Roses: The Stone Roses
The Cosmic Jokers: Planeten Sit-In


Og alle tiders 20 bedste danske albums:

Under For: Apparently All the Same
Leæther Strip: Serenade for the Dead
Sods: Minutes to Go
Bifrost: Bifrost
Love Shop: Det Løse Liv
Tristan T: Hej Verden
Scatterbrain: Mountains Go Rhythmic
Skousen & Ingemann: Herfra Hvor Vi Står
Spids Nøgenhat: En Mærkelig Kop Te
Under Byen: Kyst
Lars Hug: City Slang
Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books
Elisabeth: Elisabeth
How Do I: Submarine
TV 2: Verden er Vidunderlig
Various (Yoyooyoy): Glædelig Fugl
Vildensky: Overfart
Lilholt: Engang Drog Vi Ud For At Slå Tiden Ihjel
Psyched Up Janis: Beats Me
Steppeulvene: Hip
Kliche: Ok Ok Boys
Marquis de Sade: Marquis de Sade
The Loveless: Star Rover
Column: Centipede
Olesen-Olesen: Anonyme Melankolikere
Moral: And Life Is
Murder: One Year From Now It's My Birthday
Disneyland After Dark: Call of the Wild
CV Jørgensen: Tidens Tern

mandag den 2. februar 2015

New Order og Joy Division - best to worst

You know the drill...


***


1) Closer (1980)

Der er mange grunde til, at Closer hører til øverst på listen. Er man meget ung og forfalden til selvmordsromantik, kan man sikkert blive høj over det faktum, at Ian Curtis tog billetten efter pladens indspilning, og der ikke er mange tekster på albummet, som ikke fortaber sig i forfaldsromantik. Men de bedste af dem var også fin poesi, og musikken sparkede fra sig på et dybere plan, end man kendte fra forgængeren Unknown Pleasures, der stadig trak på ret primale punk- og metalenergier. På "Isolation", "Heart and Soul", begravelsesmarchen "The Eternal" og opsummeringen "Decades" var der stemningsfulde optræk til den technopop, gruppen kom til at bedrive som New Order, og ellers forfinede Joy Division deres grundlæggende postpunk-udtryk i raffinerede, men kraftfulde sange som "Atrocity Exhibition" og "Twenty Four Hours". Salig Tony Wilson - manden bag Factory Records - beskrev engang Closer som en katedral. Passende udtryk. Et gotisk hovedværk, men også slet og ret kunst.


2) Technique (1989)

Det var 1989. Postmodernismen var i fuld blomst, og for en stund var der ikke nogen afgørende forskel på at spille new wave eller house. Måske netop fordi New Order på den tid var medejere af The Hacienda i Manchester, der blev trendsettende i hele Europa. Technique kunne følgelig næsten heller ikke indspilles andre steder end på Ibiza - kontinentets anden techno-metropol - men bortset fra "Fine Time", der var lutter beats og sprøde basgange, var albummet en overraskende rocket affære. Der var skilsmisse og opbrud i luften - både privat og i bandsammenhæng - hvilket resulterede i stærke sange som "Guilty Partner", "Round & Round" og genfødselshymnen "Dream Attack" - og selvom det på mange måder var business as usual, blev Technique for mange, som var der dengang, selve lyden af 1989. Og dét i et år, der ellers bød på hovedværker fra beslægtede hovednavne som Beastie Boys, Stone Roses og The Cure.


3) Get Ready (2001)

Det burde strengt taget have været en umulighed: At et band, der blev dannet sidst i 1976, 25 år senere skulle stå bag et af årets albums. Og lad mig sige det sådan: Hvis det ikke var fordi 2001 ellers var præget af høflig klynkerock og slatten postgrunge, havde Get Ready måske heller ikke strålet med samme klarhed. Men lad mig sige det sådan: Efter 8 års stilhed var lyden af et New Order, der skruede guitarerne op på 11 og tæskede tønderne til blods, intet mindre end en åbenbaring! Igen lå perlerne på rad og række: "Crystal", "Turn My way", "Someone Like You", "60 Miles an Hour", "Run Wild". Og satte albummet ikke nye dagsordener, understregede det i hvert fald, at det var federe at være lavet af kød, blod og muskler end bytes og plastic.


4) Unknown Pleasures (1979)

Der er ingen vej udenom: Joy Divisions første album var et tidehverv inden for moderne rockhistorie. Aldrig for havde et band så økomisk og effektivt smeltet Black Sabbath sammen med Can, Baudelaire med J.G. Ballard. Og med så suverænt et materiale såvel som produktion. Unknown Pleasures var søde hymner til undergangen og forfaldet - hør blot "She's Lost Control" eller den næsten funky "Wilderness", min personlige favorit - men stadig i en relativt rå og punket indpakning. Kun på den afsluttende "I Remember Nothing" aner man dog gruppens egentlige storhed. Hvilken storhed!


5) Movement (1981)

I kølvandet på Ian Curtis' død indspillede resterne af Joy Division dette korte album, som på én gang - og stadig med legendariske Martin Hannett som producer - videreførte dysterheden fra dør og afprøvede nye, elektroniske græsgange. Lad det være, at åbningsnummeret "Dreams Never End" kun var vidunderligt i starten, ligesom flere numre egentlig kun fungerede som grooves. De var pokkers effektive grooves. Og når albummet var bedst - som i "Truth", "Doubts Even Here" og "The Him" - indkapslede New Order en æstetik, hverken dem eller andre siden har nærmet sig. Og nej: Ikke fordi den ikke fungerede. Movement brænder som en sol i mørket, og ved lytning bør man smøre en høj faktor på.


6) Brotherhood (1986)

Brotherhood bliver tit fremhævet som et af New Orders svageste albums, og jeg må da også medgive, det er uhomogent. På side 1 har man en række rocknumre, på side 2 en tilsvarende portion technofilt materiale. Men kvaliteten fejler ikke noget uanset, hvor man kigger hen. "Paradise", "Weirdo" og "Way of Life" er perfekt formede numre med uundværlige indslag fra ham der bassisten, Bernard Sumner mener, man sagtens kan undvære. "As It Is When It Was" og "All Day Long" er skønne superstrukturer af lyd. "Bizarre Love Triangle" er disco i særklasse, mens "Every Second Counts" er en ekstremt charmerende petitesse. What's not to like?


7) Lost Sirens (2013)

Da granaterne fløj hen over skyttegravene i forbindelse med udgivelsen af Lost Sirens - en række demoer til det, som kunne have været opfølgeren til den middelmådige Waiting for the Sirens' Call - var der to ting, der undrede mig. Dels hvorfor den kasserede bassist, Peter Hook, havde stået så stærkt på udgivelsen af en bunke restmateriale fra et album, som ikke i sig selv havde imponeret, dels hvorfor et remix af Jacques Lu Cont pludselig skulle rodes ind i det hele. Men hører man det færdige resultat, giver alt mening. Conts Crazy World Mix af "I Told You So" er ren, ufortyndet Velvet Underground-magi, og numre som "Shake It Up", "Californian Grass" og den roligt pulserende, næsten lounge-agtige "Recoil" giver alt på moderalbummet baghjul.


8) Republic (1993)

Republic blev skabt på et tidspunkt, hvor gruppens oprindelige pladeselskab, Factory Records, var i opløsning. Kollegerne Happy Mondays havde røget alt, der var i kassen, op på Barbados i et forgæves forsøg på at leve et storsælgende album, og selvom New Order lidt bedre levede op til rollens som selskabets sidste gode kort på hånden, led det album, de var ved at indspille, også under der. "Regret"  blev måske gruppens største singlehit, og på en måde blev inspirationen fra dance og house bedre indarbejdet i numre som "Young Offender" og "Chemical", end det var tilfældet på Technique. "Times Change", "Ruined in a Day" og "Everyone Everywhere" var endda fornemme sange uanset hvad. Men et overflødighedshorn var Republic ikke. Alt er tilgivet. Nu.


9) Low Life (1985)

Da sampleren kom til verden, var den i det store og hele et populært indslag i underholdningen. Men der var dem, som ikke vidste, hvordan den skulle bruges, og New Order hørte desværre til på det hold. Hele Low Life led i alt for høj grad under det faktum, at det lød sjovt, hvis man gentog ting i det uendelige. Men regulære, velformede rocksange som "Love Vigilantes" og "Sunrise" brød gennem den samplertunge luft, og i andre edits blev numre som "Subculture" og "The Perfect Kiss" herlige singler. Læg dertil den stemningsfulde, instrumentale Ian Curtis-hyldest "Elegia"; og det hele var trods alt ikke så skidt igen.


10) Still (1981)

Om man regner Still for at være et album eller ikke, må være op til enhver. Jeg gør. Verden blev trods alt beriget med et ekstra Joy Division-album, som tilmed var godt, ved den lejlighed. For intet i verden ville jeg være foruden den klagende "Exercise One", den uendeligt tunge "Dead Souls" eller proto-støjrockmonstret "The Only Mistake". Men den tilhørende koncertoptagelse af gruppens sidste koncert i Birmingham havde mere nekrofil end musikalsk værdi.


11) Power, Corruption & Lies (1983)

For at se albummet fra den lyse side: Det var her det New Order, man kender i dag, tog form. Der er heller ingen vej uden om, at "Age of Consent" og den Kraftwerk-inspirerede "Your Silent Face" var klassikere i gruppens katalog. Men sange som "We All Stand" og "586" findes bedre blandt bandets Peel Sessions, og derudover er det vel strengt taget kun den klagende, guitardrevne "Leave Me Alone", som gør albummet uundværligt. En stor succes dengang. Tiden har ikke været venlig mod den.


12) Waiting for the Sirens' Call (2005)

Lyden af New Order i selvsving og godt på vej til at blive et ordinært, kedeligt indieband. Sange som "Dracula's Castle", "Turn" og "Morning, Night and Day" glider forbi ude at efterlade noget indtryk, mens punk-pastichen "Working Overtime" nærmest gør et negativt. Forstå mig ret: "Guilt is a Useless Emotion" er gruppens bedste - og mest oversete - single i nyere tid, og jeg ville heller ikke være foruden numre som "Who's Joe" og den ultrapoppede "Jetstream", hvor de gamle drenge får hjælp fra Scissor Sisters. Men stort bliver albummet aldrig, og måske var det ikke så sært, at kære, gamle Peter Hook fik nok og skred bagefter. Coveret var i øvrigt en decideret øjebæ.

torsdag den 29. januar 2015

Depeche Mode - best to worst

Endnu et band. Endnu en liste.


***


1) Violator (1990)

Husker stadig det buzz, der var omkring Violator før udgivelsen for snart 25 år siden. House var det store dyr i åbenbaringen dengang, når man talte om elektronisk musik, og det var nok i brede kredse forventet, at det nye album ville blive pladen, hvor pionererne ville omfavne det nye årtis rytmer. Så fik man "Personal Jesus" - et elektronisk glitterrock-beat belagt med bluesguitar - i stedet! Og ligesom Pet Shop Boys' Behaviour og New Orders Technique var Violator nærmere en sidste kulmination på 80'ernes synthpop end et syvmileskridt ind i fremtiden. Men hvilken kulmination! Aldrig havde Gore skrevet så fuldendte sange, aldrig havde Wilders programmeringer været mere effektfulde og legesyge, aldrig havde Gahan sunget så godt, og, øhm, aldrig havde Fletcher viftet så meget med armene og spillet smart. Fra "World in My Eyes" hele vejen frem til den sprødt rullende finale, "Clean", var Violator én lang tour de force. Skal noget fremhæves specifikt, må det blive de fine drømmevæv på "Waiting for the Night" og den musikalske superstruktur i netop "Clean", men som helhed var albummet absolut fejlfrit. Den eneste anke mod det er vel, at det netop ikke katapulterede Depeche ind i 90'erne, men hvad pokker? Det gjorde det næste jo i dén grad.


2) Black Celebration (1986)

Man kan al mulig ret spørge, hvornår Depeche Mode blev Depeche Mode, som man kender og elsker dem. Næppe på Speak & Spell, som nærmere var en opvarmning til Erasure, men på A Broken Frame, hvor Gore overtog sangskrivningen? På Construction Time Again, hvor bandets klassiske opstilling faldt på plads? Eller på Black Celebration, hvor både lyduniverset og tematikkerne - sex, død, tro, desperation - fandt en form, man kan genkende den dag i dag? Selv hælder jeg til det sidste. Vel var der lagt fine følere ud på forgængeren, Some Great Reward, men dels var materialet på det album svagere, dels fandt det aldrig sammen i så raffineret en helhed, som Black Celebration udgør. For jo: Om noget er der tale om et konceptalbum om tomheden i den moderne eksistens, der også lydligt bindes smukt sammen via mange opfindsomme broer. Pink Floyd havde tydeligvis ikke levet forgæves. Men en mørk, mørk plade var det - nærmest gotisk i sit udtryk. Kun på den afsluttende "New Dress" kunne man lige akkurat genkende bandet, som havde indspillet "Just Can't Get Enough". Ellers var der dømt storslåede electroballader ("A Question of Lust", "Dressed in Black"), ditto avantgardepop ("Stripped", "Fly on the Windscreen - Final"), industrial ("A Question of Time") eller små, måske knapt så markante skitser, som ikke desto mindre passede perfekt ind i helheden ("Sometimes", "It Doesn't Matter Two"). Perfektion!


3) Playing the Angel (2005)

Der er dem, som mener, Depeche Mode efter Exciter ikke er værd at beskæftige sig med. Ren vanetænkning, om man spørger mig. Efter min mening hører den trilogi, Depeche Mode i det nye årtusinde skabte sammen med produceren Ben Hillier, til blandt det mest spændende i deres produktion. Om noget fik Hillier gruppen til at hente sine gamle, analoge synths op fra kælderen, uden erfaringerne fra 90'ernes flirt med rockformen af den grund gik tabt. Og det fornemste eksempel på det, den konstellation kunne skabe, er Playing the Angel. Et album, som ikke blot på overbevisende vis introducerede Dave Gahan som sangskriver (hør blot den tunge, gotiske "Nothing's Impossible"), men også rummede en pæn stak af Gores mest personlige sange. Lyt blot til den perfekt formede single "Precious", hvor kvalerne i forbindelse med hans nyligt overståede skilsmisse rulles ud, eller den i begyndelsen ikke så påfaldende ballade "Damaged People", som over flere gennemlytninger vokser til at være en af de smukkeste, men også forstyrrede kærlighedssange overhovedet. Smid fine uptemponumre som "A Pain that I'm Used To" og "Suffer Well" oveni, og man har et album, som til fulde modbeviser den påstand, at bands ikke kan lave store albums efter 25 år sammen.


4) Construction Time Again (1983)

Selvom Depeche Mode var 5-6 år om at finde ind til det band, det virkelig var, betyder det ikke, at de indledende øvelser var uinteressante. Og i tilfældet Construction Time Again slet ikke. Her fik Alan Wilder - "den nye mand" og på det tidspunkt gruppens eneste egentlige musiker - for første gang lov til at gå amok i studiet med Fairlight (en tidlig sampler) og sequencere, og det kunne høres. Et  nummer som arbejderhymnen "Pipeline" var måske nok en slags genindspilning af "Monument" fra forgængeren, men denne gang med massive metalrytmer og dybe, dybe lag af alt fra bordtennisbolde til metalrør, der blev brugt som en slags xylofon. Pop med umiskendelige industrielle tendenser. Samtidig havde Gore udviklet sig til en langt mere dyb og sågar politisk sangskriver. Numre som "Everything Counts" og "Told You So" var meditationer over temaer som udbytning og censur. Musikalsk blev der hentet elementer ind, der rakte fra balinesisk gamelan-musik til barok-kompositioner, og fraregner man et par lidt for simple tekster, var Construction Time Again en imponerende øvelse i eksperimentalpop med en helt speciel lyd, ingen plade har haft hverken før eller siden.


5) Songs of Faith and Devotion (1993)

Da tiden nærmede sig for at indspille gruppens 8. album, havde Dave Gahan nærmest meldt sig ud. Han var flyttet til USA, hvor han ikke blot indtog ufattelige mængder stoffer, men også var blevet bidt af den alternative rocklyd derovre. Pokker, om han da gad at beskæftige sig mere med synthpop! Men da Gore alligevel sendte ham nogle demoer, tænkte han, han alligevel ville give dem en lytter. Resultatet taler for sig selv: Condemnation er tung, slæbende gospel med håndspillet klaver og trommer, mens I Feel You er et industrielt bagholdsangreb af dimensioner. I det hele taget figurer traditionelle rockinstrumenter i meget høj grad på albummet, selvom de er blevet samplet og monteret af Wilder, hvis smukke svanesang pladen var, og man forstår til fulde, hvorfor Gahan blev lokket tilbage i folden. Men der var også fine nik tilbage til Violator-tiden i form af "Walking in My Shoes" og "Higher Love". Songs of Faith and Devotion var værket, som ikke blot markerede Depeche Modes definitive brud med 80'er-æstetikken, men også sikrede dem en plads i rockens pantheon. Om det er deres bedste plade er så et åbent spørgsmål: Selv sætter jeg andre højere. Men en af de bedste var den bestemt.


6) Delta Machine (2013)

Tredje og sidste samarbejde med Ben Hillier viste sig på mange måder at være det mest spartanske album, gruppen nogen sinde havde bedrevet. På et nummer som "Soft Touch / Raw Nerve" var lydbilledet skåret ned til guitar og nogle få, fræsende C64-programmeringer, og et eller andet sted var albumtitlen meget velvalgt. I hvert fald opstod det i samspillet mellem bluesarven og en primitiv, rå måde at bruge elektronisk teknologi på. Den helt store fusion hører man vel på afslutningsnummeret "Goodbye", men der var fine takter på numre som "Heaven", "Slow", "The Child Inside" og "Angel" også. Og virkede Gore måske en anelse træt som sangskriver, trådte Gahan ind med nyt, meget stærkt materiale. "Broken" fremstår som en ældet, furet fætter til '86-hittet "But Not Tonight", mens den ulmende, dekadent hoftesvingende "Should Be Higher" ser ham kaste sig ud i falsetsang for første gang i nyere tid. Med et blændende resultat. Delta Machine var måske ikke noget hovedværk, men et særdeles vitalt og uventet eksperimenterende album ikke desto mindre.


7) Music for the Masses (1987)

Uden at være helt så stærk en samling sange som Black Celebration, trak Music for the Masses langt hen ad vejen på samme æstetik. Denne gang dog med klassiske indslag som den nærmest wagnerske "Pimpf" og gruppens muligvis modigste singlevalg nogensinde: "Little 15", der dybest set var Gahans vokal i intenst samspil med en samplet, minimalistisk strygerkvartet. Men de stærke numre stod fortsat i kø. "Never Let Me Down Again" var lige så blændende i produktion og lyd, som "Stripped" havde været det på forgængeren, og selv en petitesse som "I Want You Now", der ankom komplet med samplet stønnen, havde vægt og fylde. Et meget fint og veldisponeret album, der dog ikke satte nye, varige dagsordener.


8) Ultra (1997)

For de fans, der stod på Depeche Mode i 90'erne, er Ultra muligvis gruppens hovedværk, hvor os andre - pladens mange ubestridelige kvaliteter til trods - nok godt kan høre, at albummet blev skabt under decideret kaotiske omstændigheder. Gahan overdoserede, døde, blev genoplivet og gik på narkoafvænning. Gore drak som et hul i jorden. Fletch led af depression til det punkt, hvor han var småpsykotisk og måtte indlægges. Ingen burde indspille en plade på de vilkår. Men mens gruppen skrev sig både Nine Inch Nails og triphip-genren bag ørerne, fik den ikke desto mindre fine sange som mareridtscenariet "Barrel of a Gun", de blændende ballader "Sister of Night", "Home" og "The Bottom Line" samt singleklassikeren "It's No Good" ned på bånd. Og egentligt overflødige er vel kun instrumentalnumrene "Uselink" og "The Jazz Thieves". Et udmærket album trods massiv krise og en truende mangel på materiale.


9) A Broken Frame (1982)

Da Vince Clarke tog sit tøj og gik sidst i 1981, var der nok ingen, som spåede resterne af Depeche Mode den store fremtid. Men de havde et hemmeligt våben: Martin Gore. Vel havde begge hans bidrag til debuten Speak & Spell hørt til i den svagere ende, og ganske vist havde hans på det tidspunkt spredte skriverier meldt sig over en længere årrække, men som den sfæriske comeback-single "See You" demonstrerede, kunne han. Selve A Broken Frame, der blev indspillet som trio med produceren Daniel Miller som den musikalske ankermand, var da også en overraskende stærk affære med sit helt eget på én gang naive og vidende univers. "The Meaning of Love" bød, trods al sin whimsy, på linjer som "From the notes that I've made so far, / love seems something like wanting a scar", der foregreb fremtidens mere sleazy udgydelser, mens "My Secret Garden" var et rørende studie i tabt uskyld. Og selvom "A Photograph of You" i meget høj grad pegede tilbage mod Vince-æraen, rummede albummet mere dystre og eksperimenterende sange som "Leave in Silence", "The Sun and the Rainfall", "Monument" og "Sattelite", der sende lovende sonder ud i fremtiden. Et ujævnt og prøvende album, der ikke desto mindre har sit helt eget univers. Og rummer i hvert fald en lille håndfuld klassikere.


10) Speak & Spell (1981)

Lad os bare sige det, som det er: I begyndelsen VAR Depeche Mode Vince Clarke. Dave Gahan var en fin, men endnu ikke ret distinkt vokalist, og de to andre medlemmer var brugbare, men bestemt ikke sprudlende musikere. Og det kan høres på Speak & Spell, der snarere føles som den første Erasure-plade end noget, man forbinder med den senere Depeche-lyd. Bevares: Der var ansats til noget dybere og mørkere på sange som "Photographic", "Puppets", "Any Second Now (Voices)" og Martin Gores "Tora! Tora! Tora!", men det var noget embryonisk alt sammen, og albummets absolutte force lå i frisk, krystalklar og ukompliceret synthpop som "New Life", "Boys Say Go!" og gennembrudshittet "Just Can't Get Enough". En stærk debutplade. Spørgsmålet er bare for hvem.


11) Some Great Reward (1984)

Some Great Reward, der på mange måder ligger logisk i forlængelse af Construction Time Again med sine lag af industrielle samples, som er lagt ind over ellers smægtende popsange, er vel det album, hvor der begyndte at vise sig en vis modenhed i gruppens sangskrivning. Temaerne sex og religion meldte sig i hvert fald klart i form af sange som den tonsende "Master and Servant" - SM som politisk metafor - og den mere sfæriske, dunkle "Blashemous Rumours". Klaverballaden "Somebody" var dertil så fin og rørende en meditation over kærlighedens væsen som nogen. Kort sagt: Projektet Depeche Mode begyndte så småt at finde ind til sin essens. Problemet med Some Great Reward er, at ikke alt materialet er så stærkt. "People are "People" var måske nok et massivt hit dengang, men for nutidens ører nærmest pinligt simpel technopop, og "Stories of Old" skulle nok aldrig have været fortalt. Et skridt fremad, men en lettere ujævn plade.


12) Exciter (2001)

Exciter har altid forvirret mig. Hver gang, den kommer på, bliver jeg sang for sang begejstret, og bortset fra, at "The Dead of Night" lyder lidt som en fattigmandsversion af Nine Inch Nails, må jeg nok tilstå, at numre som "Dream On", "The Sweetest Condition", "Breathe", "I Feel Loved" og den blændende smukke ballade "When the Body Speaks" har alt det, der skal til. Men ned fra reolen kommer den ikke tit. Måske fordi den ikke er ét af de albums, der tager et kvantespring fremad: Æstetikken er nogenlunde den samme som på Ultra. Og måske er udtrykket i længden en anelse søvndyssende. En lavmælt affære er det i hvert fald generelt. Og samlet set ikke voldsomt exciting.


13) Sounds of the Universe (2009)

Det gode ved Depeche Modes produktion er, at gruppen nok aldrig har begået et decideret ringe album. Men det, der kommer tættest på, er nok det andet udspil i trilogien med Ben Hillier: Sounds of the Universe. Udgangspunktet var ellers spændende nok: At genintroducerede nogle af de spacede, analoge klange, der blev brugt med så stor succes på specielt A Broken Frame, i gruppens nuværende udtryk. Og der var da også en bismag af sci-fi over albummet, der var mere Brian Eno end Nine Inch Nails. Men trods det faktum, at forfaldsfortællingen "Wrong" var deres stærkeste single i mere end et årti, og der er endda særdeles pæne ting at sige om numre som "Peace", "Little Soul", "Fragile Tension" og "Hole to Feed", virkede hele forestillingen lidt uoplagt, letbenet og skidt disponeret. Efter dén omgang var jeg nok ikke den eneste fan, der lige skulle høre et par numre fra den efterfølgende Delta Machine, inden jeg greb efter pungen.

søndag den 11. januar 2015

Pink Floyd - best to worst


Lister makes the world go around...

***

1) The Wall (1979)

Førstepladsen kan der sådan set ikke herske nogen tvivl om. Vel var gruppen godt på vej i opløsning, mens dobbeltalbummet blev indspillet, og man kan med en vis ret hævde, at The Wall var Roger Waters' første soloalbum. Men hvilket ét! Man kan savne en cd-udgave af soundtracket til filmen af samme navn (1982), hvor alt både musikalsk og konceptuelt hænger en smule bedre sammen end på den originale udgivelse, men selvom udgangspunktet dels er Waters' savn af sin far, der blev dræbt i 2. Verdenskrig, dels er den konstant tilbagevendende historie om Syd Barretts mentale sammenbrud, ender det hele med at blive en ufatteligt stærk, ja, uafrystelig fortælling om mennesket som sådan sidst i det 20. Århundrede. Endda tilsat et meget gennemført sangmateriale. Alle kender hitsinglen fra albummet, men husk også at lytte til numre som "Comfortably numb", "Don't leave me now", "Mother", "Goodbye blue sky", "Nobody home" og selv den orkestrale monstrøsitet "The Trial". Får den slags musik det ikke til at risle dig koldt ned ad ryggen, vil jeg vove at påstå, du er død.


2) Wish you were here (1975)

Ofte beskrevet som det sidste virkelige Pink Floyd-album. I hvert fald det sidste, hvor bandet løftede opgaven i samlet flok. Det er selvfølgelig ikke en uvæsentlig detalje, men væsentligere er det, at der ikke er ét gram fyldstof på denne korte, stramme udgivelse. "Shine on you crazy diamond" lykkes, hvor "Atom heart mother" fejlede: Er et langt, symfonisk forløb i flere satser, som ikke blot rummer ét af rockhistoriens stærkeste guitarriffs, men også faktisk hænger sammen. Tilsvarende klassisk er det countryprægede titelnummer, der emmer af savn og vemod, og når resten af materialet er gedigne sange som "Welcome to the machine" og "Have a cigar", er der slet og ret dømt mesterværk. Der er kun én grund til, dette album ikke topper listen, og det er, at The wall er længere!


3) The division bell (1994)

Der er mange, som mener, at Pink Floyd stoppede den dag, Roger Waters gik. Sandt at sige tog det også sin tid, før såret helede, og så god en tekstforfatter fik gruppen heller aldrig igen: Gilmours hustru, Polly Samson, var såmænd habil nok på feltet, men formåede aldrig helt at fylde hans sko. Men på gruppens andet album uden den småtyranniske bassist fandt man en samling stærke, stemningsfulde sange, der faldt på plads inden for en slags psykedelisk, tilbagelænet blues-ramme. Temaet var dårlig eller fraværende kommunikation, men musikalsk havde Gilmour, Wright og Mason virkelig fundet hinanden igen, og i min bog hører The division bell klart til mellem hovedværkerne, selvom musikken ikke var så vild og visionær som tidligere. Til gengæld rummede den en moden klarhed, som klædte den, og det eneste minus, jeg kan komme på, er det faktum, at Gilmour uden blusel efterligner U2's The Edge på "Take it back".


4) The dark side of the moon (1973)

Jeg ved det godt: Dette album hører ikke blot til blandt de bedst sælgende i verdenshistorien; det er også gennem årtier blevet brugt til at teste dyre stereoanlæg med, fordi det satte helt nye produktionsmæssige standarder. Men der er noget med mig og The dark side of the moon, som aldrig har fungeret. Albummet hænger ganske godt sammen som koncept - kommer fint rundt omkring især Barretts psykiske sammenbrud - og rummer sin del af velformede sange ("Money", "Breathe", "Eclipse"), ligesom den har et par spændende, mere eksperimenterende forløb ("Speak to me", "Time"). Men jeg swinger ikke med helheden. Måske fordi det hele virker lidt for pænt og perfekt. I hvert fald er dette et ellers upåklageligt album, jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg mangler den helt store, overstrømmende begejstring for. Teknikken og den konceptuelle sammenhæng gør, at jeg bør rangere det højt, men helt til tops kan jeg altså ikke sende det.


5) The endless river (2014)

Da The endless river blev udsendt for nylig, skal jeg nok love for, albummet fik med pisken. Hvor var Roger? Hvor var sangene? Var det ikke bare en gang lunken restemad? Sandt at sige savnede jeg ikke de to første ting, for "restemaden" - en række outtakes fra The division bell tilsat nye elementer og produktion - var for mig at se en decideret musikalsk triumf. Fair nok: "Anisina" truer med at blive for hyggelig, hvilket dog reddes i land af flammende blæsere, og teksten til singlen "Louder than words" er et decideret stykke venstrehåndsarbejde fra Samsons side. Men ellers forløser Pink Floyd på dette album det potentiale, man anede på plader som More og Ummagumma: Leverer et brag af et instrumentalalbum, der kommer omkring alt det, gruppen kan. Fra det psykedelisk forrevne over det sfæriske til det tunge og energiske. Roger Who?


6) Ummagumma (1969)

I det hele taget er Pink Floyd gode til restemad. Som nu dette dobbeltalbum, der rundede bandets psykedeliske æra af med en formidabel live-lp, som viste Pink Floyd i fri flugt på et udvalg af deres stærkeste numre, og en mildest talt interessant samling solo-indspilninger fra alle fire medlemmer. Hovedkraften bag det sidste var efter sigende Rick Wright, der havde alvorlige symfoniske ambitioner, men faktisk er det hans bidrag, der er svagest: Retningsløs, om end sfærisk neoklassicisme. Nick Mason kommer så fornuftigt i land, som en trommeslager nu kan, med et langt forløb bestående af trommemanipulationer en masse, men de virkelige stjerner her er selvfølgelig Waters og Gilmour. Sidstnævntes "The narrow way 1-3" viser fint "den nye mands" evner som komponist, mens Waters' "Grantchester Meadows" er en lille, billedrig psychfolk-perle. Hans andet bidrag, der bærer den legendariske titel "Several species of small furry animals gathered together in a cave and grooving with a pict", er derimod en surrealistisk lydfantasi. Et formidabelt stykke musique concréte, der ikke blot spænder den psykedeliske form til sit yderste, men skylder Monty Python en ting eller to. Igen: Restemad, der blev til et festmåltid.


7) More (1969)

Soundtracket til Barbet Schroeders film af samme navn blev til over meget kort tid ved, at bandet simpelthen gik i studiet for at jamme. Det kom der gode ting ud af, skal jeg hilse at sige. Favoritten er stadig den forunderligt vægtløse "Cirrus Minor", der er skøn kosmisk folk tilsat fuglefløjt, sarte guitarstrenge og overjordisk flimrende orgler. Men "The Nile song" er det tætteste, Pink Floyd kom punk med sin rasende, næsten vanvittige energi, og der er den døsige, men smukke "Cymbaline", som mangen en hippie nok i sin tid har fyret op til. Resten af materialet er i det store og hele cinematiske sekvenser, der ikke hver for sig gør det store væsen af sig, men sammen danner en særdeles vellykket helhed. The endless river udsprang her.


8) A saucerful of secrets (1968)

Da Syd Barrett brændte sammen, var Pink Floyd allerede godt i gang med indspilningen til dette album, og det har nok trods alt været med skælvende ben, de øvrige medlemmer viste ham døren. Kun Rick Wright havde demonstreret virkelige evner som sangskriver før, og hans "See-saw" og "Remember a day" lyser da også op på albummet som sene, men dejlige tilbagefald til debutens uskyld. Men i løbet af kort tid var Roger Waters vokset som sangskriver, og man må sige, at hans lange, drømmende og mantraagtige "Set the controls for the heart of the sun" var et tilsvarende, endda mere progressivt højdepunkt, selvom den først fandt sin sande form på Ummagumma. Det virkelige guld på albummet var dog Barretts "Jugband blues" - et vemodigt studie i fravær, der egentlig ikke blev mindre tungt af, at Frelsens Hær gik amok med deres blæsere et sted undervejs. Titelnummeret? En rodet, energiløs omgang her. Igen: Tjek Ummagumma.


9) Meddle (1971)

I Pink Floyd-diskografien er Meddle lidt det album, som bare er der. Ingen vrænger af det, ingen jubler over det. Det er der bare. Det er sandt at sige også ujævnt. Pladen rummer "Seamus", der dybest set bare er en hund, som gør til nogle blueslicks, og et nummer som "San Tropez" er, for at sige det, som det er, bare fyld. Personligt har jeg heller aldrig været den stor fan af "Echoes", der fyldte hele side 2 af den oprindelige lp. Wrights undervandslyd, jo, men ikke nummeret som sådan, der, ligesom "Atom heart mother", bærer præg af at være en stak gode idéer sat dårligt sammen. Men der er også fine ting som folkperlen "A pillow of winds", "Fearless" og ikke mindst den indædt rasende "One of these days", som forløser al den uro, der gemte sig inde i Barretts psykedeliske sange, med et brag af dimensioner. En smadret bas, der næsten lyder elektronisk, hamres ned af voldelige trommeslag, før Mason - åbenbart bandets gyservokalist - hvæser "one of these days I'm gonna cut you into little pieces" ud mellem tænderne. Og pow! Frit flydende, ondsindet bluesfræs resten af vejen. Ikke et godt album. Ikke et skidt album. Bare et album.


10) The piper at the gates of dawn (1967)

Da Pink Floyd albumdebuterede i 1967, indspillede The Beatles inde ved siden af i Abbey Road Studios, og selvom der for mig ingen tvivl er om, at Sgt. Pepper var et bedre album, lagde den nye flok godt fra land med disse 11 sange, der var gennemsyret af underlige effektbokse, ærkebritisk whimsy og, well, visse stimulanser. Modsat mange, der mener, Barrett skrev sine bedste sange her, er jeg dog af den mening, hans største stunder befinder sig på The madcap laughs. Al respekt til den kosmiske, forskruede rockekskursion "Astronomy Dominé" - den er stor - og skrammelbutikken "Bike", der er et festmåltid af loopede svaner, skæve guitarer, nursery rhymes og trommer så smadrede, at de næsten er industrial. Men man har hele tiden fornemmelsen af et avantgardeorkester, der er tvunget ind i en popform, og for meget af materialet - "Interstellar overdrive" især - lider under det. Havde Pink Floyd fået frie hænder til at lave det album, de ville, kunne drengene inde ved siden af dog nemt have fået baghjul.


11) Obscured by clouds (1972)

Af en eller anden grund var Pink Floyds andet samarbejde med Barbet Schroeder ikke den succes, det første var. Måske var det filmen, der var dårligere. Måske var det tidsånden, der havde ændret sig. Men det triste faktum er, at store dele af lydsporet til Le Vallée, Obscured by clouds, ikke var det store at skrive om. "Free Four" foregreb The Wall på mere end én led, og man må sige, at "Absolutely curtains", hvor Rick Wright spillede rugende orgel til optagelser af Mapuga-stammen, var et sandt requiem for hippietiden. Så er der titelnummeret, hvor der leges med synths og trommemaskiner, så man ikke befinder sig voldsomt langt fra de lyde, Kraftwerk lavede i Vesttyskland på samme tid. Men et stort album er Obscured by clouds ikke. Det har det faktisk meget godt på reolen.


12) Atom Heart mother (1970)

Pink Floyds første rigtige album uden Syd Barrett var en rodebutik. Man kan lige så godt sige det, som det er. Titelnummeret var et forsøg på at koble en masse løse sekvenser, gruppen havde jammet frem, sammen ved at overlæsse produktionen med et vrangvilligt symfoniorkester. "Alan's psychedelic breakfast", som fyldte det meste af lp-udgavens anden side, var et tilsvarende rod. Tilbage står man så med tre sange. Waters' "If" er en hyggelig, men lidt intetsigende folksang. Wrights "Summer '68" er til gengæld en fest med sin blanding af knugende nostalgi og passager, der svært kan kaldes andet end funky. Og så er der Gilmours "Fat old sun", som simpelthen er blændende opbygget og kulminerer i en intet mindre end klassisk guitarsolo. Blandede bolsjer. Meget blandede bolsjer. Men trods alt et album, man vender tilbage til ind imellem.


13) A momentary lapse of reason (1987)

Dem, som mener, Pink Floyd sluttede med Waters' afgang, har deres eneste fornuftige argument her. A momentary lapse of reason er uanset hvordan, man vender og drejer det, både et alt for langt, alt for rodet og alt for atypisk album. "Learning to fly" er klassisk Floyd, jovist, og det samme kan siges om den luftige "One slip" og den vemodige ballade "On the turning away". "Sorrow" er heller ikke skidt, og det instrumentale åbningsnummer "Signs of life" er intet mindre end lamslående smukt. Men så er festen også forbi. Resten er lyden af David Gilmour, der pisser i bukserne for at holde sig varm.

 
14) The final cut (1983)

Dette er albummet, jeg aldrig hører. Når jeg så en sjælden gang alligevel gør, synes jeg, det føles helt forkert. Det er ikke Waters solo, hvilket kan være fint - er glad for Amused to death - men bestemt heller ikke Floyd. Det er ikke en del af The wall, men heller ikke stærkt nok til at stå for sig selv. Det er hjemsøgt af realiteter, men mangler den magi og det samspil, der er Pink Floyd, helt. Man kan godt fornemme, at Waters havde formået at blive uvenner med stort set alle omkring sig, da pladen blev indspillet. Og værre: Man kan høre det. Men giver trods alt gerne "The Fletcher Memorial Home", "Not now, John" og "Two suns in the sunset" pluspoints.


15) Animals (1977)

Selvom billedet af den flyvende gris over Battersea Power Station er en klassiker inden for coverdesign, er albummet, det blev sat udenpå, ikke noget at skrive hjem om. Da det blev indspillet, trak Pink Floyd dybest set på restidéer fra den i forvejen ikke voldsomt kreative periode først i 70'erne, og uanset hvor meget, de blev udbygget, blev de aldrig for alvor gode. Jo, "Pigs (three different ones)" var fin, syrlig satire med en velformet melodisk krop, men ellers kunne selv de flotteste instrumentale indsatser ikke skjule, at floden for en tid var løbet tør. Ikke "avoid at all cost", men helt sikkert "handle with care".

torsdag den 11. december 2014

En disposition til...hvad?















Essays:

Lyden af et forskubbet tomrum - et essay om Richmonds postrock-stolthed Labradford
News from Nowhere - en introduktion til Cabaret Voltaire
SYR: Sonic Youths anden ungdom
Deutschland hos gotta die!!! - en krautrockguide
Det tager kun nogle få sekunder - gør det! - Et essay om at bruge sampleren som våben
Den fortabte troubadur - et portræt af Nick Drake
At tage det sure med det syrede - nogle kommentarer omkring Roskilde Festival 2004
Roskildenoter 2002 - Mudderflager og mirabeller
Skriv selv - en forbrugerguide til Martin Halls Inskription
Skriget fra forstaden - en introduktion til Siouxsie and The Banshees
Luftbårne koksiske hændelser - syv punktnedslag et sted mellem rock, avantgarde og jazz
Nogle ark om at sniffe lim - fanzinet som kulturel guldgrube
Essay om britisk electropop (The Normal, Depeche Mode, OMD, Human League, Heaven 17)
Splittelsens førstefødte - tre noter on kinkyness og tonekunst
Foran tonernes port - en fredagsbøn

Interviews:

Før drømmene brændte ned - en snak med Ride anno 1990
Dansetrin under vandspejlet - et årgangs-interview fra 1990 med How Do I-trommeslageren Anders Remmer
Sange fra den anden side - et portræt af Orpheus Records
Gadeprinsessen i det gule hus - på trappestenen, på prærien og ind i hjertet med Laura Mo Uniformgrønt håb - I H.C. Ørstedsparken med Tristan T
Skrevet på en vestenvind - et interview med Knud Odde

Koncertanmeldelser:

Women of the world, take over! - en reportage fra Missfobi-festivalen på Musikcaféen, Århus, d. 27 - 28/11 2003
Björk: Orange Scene, Roskilde Festival 2003, søndag aften
Einstürzende Neubauten: Voxhall, Århus, søndag d. 21/3 2004
Niels Skousen Band + Dream City + Tømrerclaus Band: 'I smoked pot in Aalborg, but I didn't inhale', Fedtebrød, Aalborg, 2006
Serena-Maneesh: Ridehuset, Århus, SPOT 2006, 3/6, 2006
Grey Daturas / Blob Back Fahrenheit :Rumstativ/Spanien 19 C, Århus, lørdag d. 8/9 2007
Alt, hvad stemmen kan - reportage fra Radical Voices, Marmorkirken, København, fredag d. 21/10 2011
Death in June / :of the wand and the moon: Pumpehuset, København, søndag d. 23/10 2011

Pladeanmeldelser:

The Beta Band: The Beta Band
Cock E.S.P.: Back in Black and blue
New Order: Get Ready
Olesen-Olesen: Anonyme melankolikere
Bob Hund: Stenåldern kan börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books
Glenn Branca: Lesson No. 1
Spids Nøgenhat: En mærkelig kop te / Pandemonica: Pandemonica II
Chicks on Speed: 99 Cents / Peaches: Fatherfucker
Depeche Mode: Black Celebration
Festermen: Full treatment
Kristin Hersh: Sunny border blue
T.S. Høeg: Dome music
Smashing Pumpkins: Rotten apples
Various: Nordkraft OST
Rasmus Rasmussen: Poems in sound
Sigur Rós: ()
Kraftwerk: Tour de France soundtracks
The Legendary Pink Dots: The Crushed Velvet Apocalypse
Martin Hall: Catalogue
Hole: Pretty on the inside
OMD: English electric
Pink Floyd: The endless river

søndag den 16. november 2014

Spontananmeldelse efter lang tids tavshed

Pink Floyd
The Endless River
(Parlophone/Warner)

*****

Det var nok de fleste - inklusive de resterende bandmedlemmer selv - som troede, at Pink Floyd var "an artistically spent force", som Roger Waters udtrykte det ved bruddet i 1985, efter tabet af keyboardmesteren Rick Wright i 2008. Men i arkiverne lå der en række outtakes fra optagelserne af gruppens seneste udspil, mesterværket The Division Bell (1994), som tiggede om at blive stykket ordentligt sammen og udsendt, og tilbage i 2012 fik den ellers så tilbageholdende David Gilmour omsider taget sig sammen til at hente dem frem. Via Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras mellemkomst blev fragmenterne stykket sammen i fire omtrentlige satser, som især vægtede Wrights sfæriske bidrag til bandlyden, og efter lidt videre afpudsning fra Youth, Gilmour og trommeslageren Nick Mason har The Endless River, gruppens 15. egentlige opus, omsider set dagens lys.

I den forbindelse har der været den obligatoriske murren fra folk, som ikke mener, at Pink Floyd kan være Pink Floyd uden netop Waters. Efter min mening ikke et fair kritikpunkt: I starten var gruppen mere eller mindre Syd Barrett, senere primært David Gilmour, og om man vil, kan man påstå, at tre eller flere grupper i grunden har benyttet sig af navnet Pink Floyd. Hvilken af dem, der er "rigtigst", er i den grad et spørgsmål om smag og behag mere end egentlig kvalitet. Og på The Endless River får man i grunden en lille smagsprøve på, hvad gruppen kunne have været, hvis den kompositorisk højt begavede Wright havde haft muligheden for at tage den gule førertrøje på. For vel er der kompositioner på, der er Gilmours alene - især singleudspillet "Louder than Words", som er fornem, sfærisk årgangs-Floyd med et desværre noget graverende lyrisk indspark fra Gilmours hustru Polly Samson - men meget af stoffet er netop Wrights, og det er hans kosmiske synth-indslag, som i ekstremt høj grad definerer albummets grundfornemmelse. I den ene smukke duet efter den anden vikler hans tangenter sig fornemt sammen med Gilmours blå, melankolske guitarudladninger, og selv Nick Mason, som i mange år er fremstået som en lidt anonym trommeslager, har fundet køller og gonger frem igen for at tilføre instrumentalnumrene ekstra kant og kulør.

Gennem et meget smukt sammensat symfonisk forløb, der starter og slutter på cirkulær vis med det samme vemodige guitarriff, men ellers undervejs spænder fra det psykedelisk forrevne over det spacede til det sagtmodigt tilbagelænede, forkæles man med lyden af et Pink Floyd, som på deres gamle dage har genfundet den eksperimenterende impuls, som farvede deres bedste indspilninger fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne - måske specielt klassikerne Ummagumma og Atom Heart Mother - og The Endless River er i den grad et smukt, afvekslende lydvæveri, som ved gentaget aflytning hele tiden afslører nye vinkler og nuancer.

Gilmour fastholder, at The Endless River er det sidste nye materiale, man får at høre fra Pink Floyd. Selv vil jeg trods alt mene, at bare et eller andet materiale, som inkluderer Waters, skal til, før cirklen for alvor er sluttet. Men som album betragtet er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at det ikke blot er det musikalsk set mest fornemme produkt af æraen efter Waters - det er også en smuk, smuk svanesang for den altid så uretfærdigt oversete Rick Wright.

Og når man har ham, hvad skal man så egentlig med Waters? Spørgsmålet er bevidst provokerende, men også relevant. Jeg vil meget nødigt vælge mellem The Wall og The Endless River, for det er to vidt forskellige albums med vidt forskellige kvaliteter. Men jeg savner altså ikke den sammenbidte sanger og bassist her, og jeg har efterhånden været nede af den endeløse flod mange gange. Men det er en tur, jeg gerne tager mange gange igen.


(Skrevet i frustration over denne dårlige og dovne anmeldelse på Gaffa...)

mandag den 23. december 2013

Heavy Agger vs. Punk Rock Voel.

Forleden sendte DR deres tredje dokumentarprogram om Heavy Agger - en serie, som fulgte en flok metalfreaks i en afsides by ved Vestkysten. Første gang i 1985, hvor de var en flok isolerede særlinge i et indremissionsk samfund, som alligevel - på en rørende, lidt ubehjælpsom vis - vovede at gøre oprør og drømme store drømme om et andet liv end det givne på kutteren eller i køkkenet. Anden gang fangede man kliken i 1999, hvor flere var flyttet bort, og resten havde overgivet sig til borgerlige tilværelser: En lidt mistrøstig omgang. Men nu, 28 år senere, har pokker åbenbart alligevel taget ved de gamle drenge og piger, som har oprettet en musikforening, Heavy Agger, og er begyndt at afholde lokale arrangementer med store navne som Pretty Maids og Artillery. En rørende, forløsende (foreløbig) slutning på sagaen. Nej, de solgte aldrig helt ud. Dreams never end, som New Order ville have sagt det.

Og så er det alligevel, det kommer tilbage til mig, hvor meget verden har ændret sig i de 28 år, der er gået siden det første program, og hvor heroiske, den flok teenagere egentlig i sin tid var. For uanset hvilken subkultur, men tilhørte, var det ikke udpræget nemt at stå ud fra mængden dengang sidst i 80'erne. Ikke blot fordi man blev set skævt til, men også fordi det var et hulens arbejde at skaffe musik og påklædningsgenstande. Selv sad jeg i landsbyen Voel øst for Silkeborg, da jeg omkring 1988/89 blev ramt af strømninger som punk, goth og techno, og selvom det ikke var Vestkysten, kan jeg levende sætte mig ind i den ildhu, drengene og pigerne fra Agger var nødt til at have for at kunne være dem, de var (og er).

For nej, der var ikke noget, som hed YouTube dengang. Internettet var noget, nogle få mennesker i USA havde adgang til. Ville man se de rette videoer, måtte man bestille dem hjem på VHS pr. postordre fra fjerne firmaer - typisk uden at kende det store til indholdet først. Ville man have de rette plader, måtte man enten gøre det samme eller tage på pilgrimstogter til byer, som havde ordentlige forretninger - for heavykliken sikkert Thisted eller Aalborg, for mig Århus, Silkeborg eller København. Og selv der var man heldig, hvis det helt rigtige stod på hylden. Ellers måtte man jo nøjes med at smide pengene efter det, der nu var tilgængeligt. Det rette kluns og de rette støvler måtte man på samme vis rejse langt efter: De lokale tøjbikser havde kun joggingbukser, sneakers og flyverjakker. Og når man så endelig havde fået anskaffet sig bare lidt af det, man behøvede, måtte man så møde konsekvenserne: At ingen forstod éns trip. Visse folk opførte sig endda fjendtligt, når man traskede ned ad gaden i sine sorte klamotter. Ok, i Voel var det en god regel, at man ikke angreb en lokal uanset hvor syret, vedkommende måtte se ud eller opføre sig, men lad mig sige det sådan, at det absolut var en fordel, når der var fester andre steder i området, at jeg på de tider var gode venner med byens mest hårdtslående minirocker. Det sparede mig sikkert for et blåt mærke eller ti.

Men stærk blev man af det: Man stod op for sig selv og sine værdier med næb og kløer. Man kunne simpelthen ikke andet. Og de få venskaber, man fik gennem sine interesser, blev gerne livsdefinerende. Kliken i Agger er således stadig bundet stærkt sammen af sin fælles fortid, og de få folk fra Voel, jeg sad sammen med sidst i 80'erne og bestilte plader hjem fra foretagender som Fusion og Street Dance, ændrede også min livsbane på en måde, der er meget følbar den dag i dag. Ja, mellem to af os udviklede der sig endda så stærkt et samarbejde, at selvom vi ikke har den store kontakt i dag, nåede vi at lave ganske mange bølger i den nationale andedam, før vi for 5-6 år siden endelig voksede fra hinanden. Men selv der faktisk ikke fra den fælles mission: At opsøge og formidle det anderledes, det kantede, det skæve. Besøg Geiger - vores fælles mausolæum.

Med min egen historie in mente har jeg således svært ved ikke at føle en vis samhørighed med headbangerne fra Det Mørke Jylland. Og ydermere smile ved tanken om, at de så mange år efter ikke blot holder sammen, men er på banen for fuld kraft igen.

Men mest af alt smiler jeg ved tanken om en tid, hvor musik handlede om identitet frem for underholdning, intet var umiddelbart tilgængeligt i "udkanten", som det (heldigvis, det er ikke det, men det har også ændret vilkårene) er i dag gennem de digitale medier, og hver landsby fra Voel til Agger havde sine små hverdagshelte, som stod fast, knoklede på og udsatte sig for betragtelige risici for at forfølge andre mål og idealer end de gængse. Om det så var retten til at svinge med garnet ved Vestkysten eller danse pogo på en østjysk pløjemark.

Derfor: Højt skum, Heavy Agger! I salute you!