torsdag den 11. december 2014

En disposition til...hvad?















Essays:

Lyden af et forskubbet tomrum - et essay om Richmonds postrock-stolthed Labradford
News from Nowhere - en introduktion til Cabaret Voltaire
SYR: Sonic Youths anden ungdom
Deutschland hos gotta die!!! - en krautrockguide
Det tager kun nogle få sekunder - gør det! - Et essay om at bruge sampleren som våben
Den fortabte troubadur - et portræt af Nick Drake
At tage det sure med det syrede - nogle kommentarer omkring Roskilde Festival 2004
Roskildenoter 2002 - Mudderflager og mirabeller
Skriv selv - en forbrugerguide til Martin Halls Inskription
Skriget fra forstaden - en introduktion til Siouxsie and The Banshees
Luftbårne koksiske hændelser - syv punktnedslag et sted mellem rock, avantgarde og jazz
Nogle ark om at sniffe lim - fanzinet som kulturel guldgrube
Essay om britisk electropop (The Normal, Depeche Mode, OMD, Human League, Heaven 17)
Splittelsens førstefødte - tre noter on kinkyness og tonekunst
Foran tonernes port - en fredagsbøn

Interviews:

Før drømmene brændte ned - en snak med Ride anno 1990
Dansetrin under vandspejlet - et årgangs-interview fra 1990 med How Do I-trommeslageren Anders Remmer
Sange fra den anden side - et portræt af Orpheus Records
Gadeprinsessen i det gule hus - på trappestenen, på prærien og ind i hjertet med Laura Mo Uniformgrønt håb - I H.C. Ørstedsparken med Tristan T
Skrevet på en vestenvind - et interview med Knud Odde

Koncertanmeldelser:

Women of the world, take over! - en reportage fra Missfobi-festivalen på Musikcaféen, Århus, d. 27 - 28/11 2003
Björk: Orange Scene, Roskilde Festival 2003, søndag aften
Einstürzende Neubauten: Voxhall, Århus, søndag d. 21/3 2004
Niels Skousen Band + Dream City + Tømrerclaus Band: 'I smoked pot in Aalborg, but I didn't inhale', Fedtebrød, Aalborg, 2006
Serena-Maneesh: Ridehuset, Århus, SPOT 2006, 3/6, 2006
Grey Daturas / Blob Back Fahrenheit :Rumstativ/Spanien 19 C, Århus, lørdag d. 8/9 2007
Alt, hvad stemmen kan - reportage fra Radical Voices, Marmorkirken, København, fredag d. 21/10 2011
Death in June / :of the wand and the moon: Pumpehuset, København, søndag d. 23/10 2011

Pladeanmeldelser:

The Beta Band: The Beta Band
Cock E.S.P.: Back in Black and blue
New Order: Get Ready
Olesen-Olesen: Anonyme melankolikere
Bob Hund: Stenåldern kan börja
Under Byen: Det er Mig der Holder Træerne Sammen
Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books
Glenn Branca: Lesson No. 1
Spids Nøgenhat: En mærkelig kop te / Pandemonica: Pandemonica II
Chicks on Speed: 99 Cents / Peaches: Fatherfucker
Depeche Mode: Black Celebration
Festermen: Full treatment
Kristin Hersh: Sunny border blue
T.S. Høeg: Dome music
Smashing Pumpkins: Rotten apples
Various: Nordkraft OST
Rasmus Rasmussen: Poems in sound
Sigur Rós: ()
Kraftwerk: Tour de France soundtracks
The Legendary Pink Dots: The Crushed Velvet Apocalypse
Martin Hall: Catalogue
Hole: Pretty on the inside
OMD: English electric
Pink Floyd: The endless river

søndag den 16. november 2014

Spontananmeldelse efter lang tids tavshed

Pink Floyd
The Endless River
(Parlophone/Warner)

*****

Det var nok de fleste - inklusive de resterende bandmedlemmer selv - som troede, at Pink Floyd var "an artistically spent force", som Roger Waters udtrykte det ved bruddet i 1985, efter tabet af keyboardmesteren Rick Wright i 2008. Men i arkiverne lå der en række outtakes fra optagelserne af gruppens seneste udspil, mesterværket The Division Bell (1994), som tiggede om at blive stykket ordentligt sammen og udsendt, og tilbage i 2012 fik den ellers så tilbageholdende David Gilmour omsider taget sig sammen til at hente dem frem. Via Roxy Music-guitaristen Phil Manzaneras mellemkomst blev fragmenterne stykket sammen i fire omtrentlige satser, som især vægtede Wrights sfæriske bidrag til bandlyden, og efter lidt videre afpudsning fra Youth, Gilmour og trommeslageren Nick Mason har The Endless River, gruppens 15. egentlige opus, omsider set dagens lys.

I den forbindelse har der været den obligatoriske murren fra folk, som ikke mener, at Pink Floyd kan være Pink Floyd uden netop Waters. Efter min mening ikke et fair kritikpunkt: I starten var gruppen mere eller mindre Syd Barrett, senere primært David Gilmour, og om man vil, kan man påstå, at tre eller flere grupper i grunden har benyttet sig af navnet Pink Floyd. Hvilken af dem, der er "rigtigst", er i den grad et spørgsmål om smag og behag mere end egentlig kvalitet. Og på The Endless River får man i grunden en lille smagsprøve på, hvad gruppen kunne have været, hvis den kompositorisk højt begavede Wright havde haft muligheden for at tage den gule førertrøje på. For vel er der kompositioner på, der er Gilmours alene - især singleudspillet "Louder than Words", som er fornem, sfærisk årgangs-Floyd med et desværre noget graverende lyrisk indspark fra Gilmours hustru Polly Samson - men meget af stoffet er netop Wrights, og det er hans kosmiske synth-indslag, som i ekstremt høj grad definerer albummets grundfornemmelse. I den ene smukke duet efter den anden vikler hans tangenter sig fornemt sammen med Gilmours blå, melankolske guitarudladninger, og selv Nick Mason, som i mange år er fremstået som en lidt anonym trommeslager, har fundet køller og gonger frem igen for at tilføre instrumentalnumrene ekstra kant og kulør.

Gennem et meget smukt sammensat symfonisk forløb, der starter og slutter på cirkulær vis med det samme vemodige guitarriff, men ellers undervejs spænder fra det psykedelisk forrevne over det spacede til det sagtmodigt tilbagelænede, forkæles man med lyden af et Pink Floyd, som på deres gamle dage har genfundet den eksperimenterende impuls, som farvede deres bedste indspilninger fra slutningen af 60'erne og starten af 70'erne - måske specielt klassikerne Ummagumma og Atom Heart Mother - og The Endless River er i den grad et smukt, afvekslende lydvæveri, som ved gentaget aflytning hele tiden afslører nye vinkler og nuancer.

Gilmour fastholder, at The Endless River er det sidste nye materiale, man får at høre fra Pink Floyd. Selv vil jeg trods alt mene, at bare et eller andet materiale, som inkluderer Waters, skal til, før cirklen for alvor er sluttet. Men som album betragtet er jeg ikke utilbøjelig til at mene, at det ikke blot er det musikalsk set mest fornemme produkt af æraen efter Waters - det er også en smuk, smuk svanesang for den altid så uretfærdigt oversete Rick Wright.

Og når man har ham, hvad skal man så egentlig med Waters? Spørgsmålet er bevidst provokerende, men også relevant. Jeg vil meget nødigt vælge mellem The Wall og The Endless River, for det er to vidt forskellige albums med vidt forskellige kvaliteter. Men jeg savner altså ikke den sammenbidte sanger og bassist her, og jeg har efterhånden været nede af den endeløse flod mange gange. Men det er en tur, jeg gerne tager mange gange igen.


(Skrevet i frustration over denne dårlige og dovne anmeldelse på Gaffa...)

mandag den 23. december 2013

Heavy Agger vs. Punk Rock Voel.

Forleden sendte DR deres tredje dokumentarprogram om Heavy Agger - en serie, som fulgte en flok metalfreaks i en afsides by ved Vestkysten. Første gang i 1985, hvor de var en flok isolerede særlinge i et indremissionsk samfund, som alligevel - på en rørende, lidt ubehjælpsom vis - vovede at gøre oprør og drømme store drømme om et andet liv end det givne på kutteren eller i køkkenet. Anden gang fangede man kliken i 1999, hvor flere var flyttet bort, og resten havde overgivet sig til borgerlige tilværelser: En lidt mistrøstig omgang. Men nu, 28 år senere, har pokker åbenbart alligevel taget ved de gamle drenge og piger, som har oprettet en musikforening, Heavy Agger, og er begyndt at afholde lokale arrangementer med store navne som Pretty Maids og Artillery. En rørende, forløsende (foreløbig) slutning på sagaen. Nej, de solgte aldrig helt ud. Dreams never end, som New Order ville have sagt det.

Og så er det alligevel, det kommer tilbage til mig, hvor meget verden har ændret sig i de 28 år, der er gået siden det første program, og hvor heroiske, den flok teenagere egentlig i sin tid var. For uanset hvilken subkultur, men tilhørte, var det ikke udpræget nemt at stå ud fra mængden dengang sidst i 80'erne. Ikke blot fordi man blev set skævt til, men også fordi det var et hulens arbejde at skaffe musik og påklædningsgenstande. Selv sad jeg i landsbyen Voel øst for Silkeborg, da jeg omkring 1988/89 blev ramt af strømninger som punk, goth og techno, og selvom det ikke var Vestkysten, kan jeg levende sætte mig ind i den ildhu, drengene og pigerne fra Agger var nødt til at have for at kunne være dem, de var (og er).

For nej, der var ikke noget, som hed YouTube dengang. Internettet var noget, nogle få mennesker i USA havde adgang til. Ville man se de rette videoer, måtte man bestille dem hjem på VHS pr. postordre fra fjerne firmaer - typisk uden at kende det store til indholdet først. Ville man have de rette plader, måtte man enten gøre det samme eller tage på pilgrimstogter til byer, som havde ordentlige forretninger - for heavykliken sikkert Thisted eller Aalborg, for mig Århus, Silkeborg eller København. Og selv der var man heldig, hvis det helt rigtige stod på hylden. Ellers måtte man jo nøjes med at smide pengene efter det, der nu var tilgængeligt. Det rette kluns og de rette støvler måtte man på samme vis rejse langt efter: De lokale tøjbikser havde kun joggingbukser, sneakers og flyverjakker. Og når man så endelig havde fået anskaffet sig bare lidt af det, man behøvede, måtte man så møde konsekvenserne: At ingen forstod éns trip. Visse folk opførte sig endda fjendtligt, når man traskede ned ad gaden i sine sorte klamotter. Ok, i Voel var det en god regel, at man ikke angreb en lokal uanset hvor syret, vedkommende måtte se ud eller opføre sig, men lad mig sige det sådan, at det absolut var en fordel, når der var fester andre steder i området, at jeg på de tider var gode venner med byens mest hårdtslående minirocker. Det sparede mig sikkert for et blåt mærke eller ti.

Men stærk blev man af det: Man stod op for sig selv og sine værdier med næb og kløer. Man kunne simpelthen ikke andet. Og de få venskaber, man fik gennem sine interesser, blev gerne livsdefinerende. Kliken i Agger er således stadig bundet stærkt sammen af sin fælles fortid, og de få folk fra Voel, jeg sad sammen med sidst i 80'erne og bestilte plader hjem fra foretagender som Fusion og Street Dance, ændrede også min livsbane på en måde, der er meget følbar den dag i dag. Ja, mellem to af os udviklede der sig endda så stærkt et samarbejde, at selvom vi ikke har den store kontakt i dag, nåede vi at lave ganske mange bølger i den nationale andedam, før vi for 5-6 år siden endelig voksede fra hinanden. Men selv der faktisk ikke fra den fælles mission: At opsøge og formidle det anderledes, det kantede, det skæve. Besøg Geiger - vores fælles mausolæum.

Med min egen historie in mente har jeg således svært ved ikke at føle en vis samhørighed med headbangerne fra Det Mørke Jylland. Og ydermere smile ved tanken om, at de så mange år efter ikke blot holder sammen, men er på banen for fuld kraft igen.

Men mest af alt smiler jeg ved tanken om en tid, hvor musik handlede om identitet frem for underholdning, intet var umiddelbart tilgængeligt i "udkanten", som det (heldigvis, det er ikke det, men det har også ændret vilkårene) er i dag gennem de digitale medier, og hver landsby fra Voel til Agger havde sine små hverdagshelte, som stod fast, knoklede på og udsatte sig for betragtelige risici for at forfølge andre mål og idealer end de gængse. Om det så var retten til at svinge med garnet ved Vestkysten eller danse pogo på en østjysk pløjemark.

Derfor: Højt skum, Heavy Agger! I salute you!

søndag den 8. december 2013

Tanker ved de 40


Så er det alvor! I morgen rammer jeg den dag, alle unge altid har frygtet. Den dag, hvor man ikke længere kan lyve sig fra, at den dato, som står på dåbsattesten, er 40 år gammel, og man dermed er sådan cirka lige så langt fra sin død, som man er fra sin fødsel. Kort sagt: Man er ved at blive - gys! - midaldrende!

Da jeg var barn og ung, var en person i den alder typen, man forbandt med "baller for de unge på 40" - festorgier på skumle kroer og hoteller, hvor flommede eksistenser med hentehår, seler og sækkekjoler indlysende desperat prøvede at score de udtrådte rester af hinanden til lyden af herlige ensembler som Bjørn & Okay og Klaus & Servants. Og skal jeg være ærlig, svor jeg længe for mig selv, at jeg hellere ville hoppe ud foran et tog end ende sådan. Jeg mente det også, tag ikke fejl af dét. Og det gør jeg i og for sig stadig.

Men chancen for, at det sker, er trods alt til at overse efterhånden. Og det er derfor, jeg nærmer mig mit femte livsårti med en vis sindsro. For nej, jeg har ikke mistet min hårpragt. Jeg har ikke anskaffet mig seler. Jeg har ikke købt mig fattig i cd'er med Kandis eller Kim & Hallo. Hvorfor? Fordi den slags vel aldrig har lagt til mig: Trods alt tilbragte jeg ikke min ungdom i skjorte og fløjsbukser med Keld & The Donkeys som lydspor. Da jeg var i det, jeg dengang betragtede som min bedste alder, gik jeg i Doc Martens, havde garn ned til røven, klædte mig i sort og betragtede Throbbing Gristle som festmusik. Og nej: At blive 40 indebærer ikke, at man pludselig får en hjerneblødning, som forvandler én til et lallende fjols i hængerøvsbukser. Man fortsætter ud af det spor, man altid har fulgt, og leder det én til Esbjerg Rock Festival, gør det dét, men har éns identitet og kulturbillede altid været mere radikalt, ændrer dét sig heldigvis ikke med, at man når frem til midten af livet. Ergo: No sweat.

Desuden bilder jeg mig ikke ind, at jeg er ung med de unge. Dét tog er kørt, og guderne skal vide, jeg heller ikke ønsker mig det. Jeg hører en tid til, hvor idealer, oprør og progressiv kultur i hvert fald i de kredse, jeg hørte til, var legio. I dag ser det ud til, at ungdommen handler mere om at have den perfekte krop, de perfekte gadgets og - på sigt - det perfekte liv. Lad bare teenagerne have dét syge præstationsræs for sig selv. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke føler mig tilpas i den tidsånd, de er formet af, men mine idealer, min vrede, har jeg stadig, og bliver jeg regnet for at være en gammel, uddateret idiot af den grund, er jeg stolt af at være dét!

Så er der rynkerne og de hvide hår, som efterhånden begynder at dukke op i spejlet. Hvad med det?

Sandt at sige regner jeg også de ting for at være adelsmærker. Skønhedsfremmende elementer, endda. For der sker med alderen det sælsomme, at man ikke længere tiltrækkes af glat hud, stramme former og hvad, der ellers hører ungdommen til af fysiske træk. Man lærer at se det smukke i, at en krop har en historie at fortælle: At den har fået slag, oplevet slid, gennemgået fødsler, kort sagt levet. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og sådan bilder jeg mig ind, andre også ser på mig: At jeg, som enhver god vin, har fået karakter hen ad vejen. Og set i lyset af, at nogle af de mest attraktive mennesker, jeg har mødt, har været op imod de 70, formoder jeg tilmed, at mine sølle 40 år i hvert fald ikke er noget problem i æstetisk henseende.

Endelig er der jo så det faktum, at jeg er halvdød lige så vel, som jeg er halvlevende. At jeg næppe har så lang tid tilbage på Jorden, som jeg har haft. Well, modsat visse folk omkring mig mener jeg faktisk, jeg har brugt mine første fire årtier godt. Jeg har oplevet mangt og meget, de mere statiske af mine jævnaldrende ikke har, og været igennem mange fascinerende verdener. Jeg har endda fået opfyldt mange af de drømme, jeg havde som helt ung: Udsendt en bog, stået på tonsvis af scener, samarbejdet på lige fod med folk, jeg engang betragtede som uopnåelige idoler. Bevares: Jeg skal ikke lægge skjul på, at de sidste 10 år af mit liv ikke har været de nemmeste, men så igen var det måske på tide, at man kom ud for nogle ting, som fik én til at gøre op med de værste illusioner og drømmeslør. Der er ting, jeg fortryder - primært at jeg ikke fik stiftet en familie (hvilket vel kan nås endnu) - men det vil der altid være. Men jeg føler bestemt ikke, jeg har spildt det liv, jeg indtil videre har levet, og udover at skrive og udsende en dælens masse flere bøger - i det mindste tømme mine bugnende skrivebordsskuffer - har jeg måske ikke så meget mere på programmet. Jeg føler ikke, jeg behøver at blive 120 år. Og verden skal såmænd nok også finde ud af at dreje rundt den dag, jeg ikke længere er her. En tanke, jeg faktisk finder både smuk og opløftende.

Så jeg vil byde midalderen velkommen med en skål. Og takke dem, som på både godt og ondt har været med på det første stræk af rejsen. Vi ses i det næste!

Og så er der ellers balmusik for resten af pengene:


onsdag den 20. november 2013

Noget om at sætte ild til ting

I går var jeg slem. I går gjorde jeg noget, jeg ikke måtte. Jeg vågnede, kiggede på mit valgkort, fandt en lighter og brændte det af. Egentlig ikke som en gennemtænkt handling, men snarere et udslag af en længerevarende kvalme over et eskalerende skindemokrati - eller "demokratur", som en god kammerat allerede døbte fænomenet under VKO-vældet - hvor der i stadigt stigende grad, trods al snak om blokke, kun er én politisk farve at stemme på: Den blå. Jo, jeg er endda meget godt klar over, at der stadig er ét regulært rødt parti tilbage - Enhedslisten, som jeg troligt har tildelt de sidste 20 års stemmer - men hvem har de støttet lige så troligt gennem alle årene? Socialdemokratiet. Som specielt over de seneste 10 år virkelig med held har profileret sig som et borgerligt parti med alt, hvad det indebærer af sociale forringelser og frikadelledebat. En stemme for alt det gode, Ø rummer, ville således igen også blive en stemme på alt det ringe, A førte med sig. That's the name of the game, vil mange sige: Man må tage det sure med det søde. Men pokker skulle da direkte eller indirekte støtte op omkring noget, der byder éns samvittighed lodret imod. Som f.eks. Sandholmlejren, social dumping og diverse forekommende krigshandlinger. Og hvis man alligevel er på vej ud ad det spor, var der nok også mange, som stemte for det hårdt tiltrængte økonomiske opsving under Hitler, mens de pragmatisk tænkte, at man så måtte tage jødehadet med. Resultatet? Auschwitz.

Nuvel. Hvis man vil standse enhver seriøs diskussion, kan man altid bringe Hitler på banen, og det var der da også flere, som forsøgte, da billedet af min handling nåede Facebook. Holdningen var, at den, der ikke aktivt støtter op omkring demokratiet - dvs. sætter det der skide kryds uanset hvad - åbner døren for det totalitære. Det er én konklusion, man kan nå frem til. En anden er, at man - selv ved at stemme blankt - er med til at understøtte en form for demokrati, som pt. er gennemsyret af populisme og spin. Kampen om de magiske 15 procent af vælgerne, som egentlig ikke har en holdning til noget som helst, men ikke desto mindre får tilsendt et valgkort, som de - værre endnu! - rent faktisk bruger, har gennem de sidste små 20 år gennemsyret alt, der foregår i dansk politik. Tænk blot på Thornings skattesag og Løkkes bilagsbøvl. Massive skandaler, som begge har ramt pressen lige op til væsentlige valghandlinger. Tilfældigt? Tænk dig om, vælger! Politikere på "begge fløje" har folk ansat til at opsnuse og plante den slags gris. Som regel er de temmelig kluntede: Folk burde gennemskue dem så nemt som ingenting. Men ikke desto mindre virker grebet gang på gang: De magiske 15 procent er gang på gang blevet rykket af den slags sager. Os andre, som har fulgt det politiske spil interesseret gennem mange år, står desværre tit tilbage med en rigtig skidt smag i munden: Er dem, som planter sådanne historier, virkelig de "fornuftige" og "ansvarlige" politikere, vi trygt kan lægge vores lands fremtid i hænderne på? Og videre: Er det denne type demokratisk proces, vi ønsker?

Jeg er sikker på, at mange, der satte kryds i går, har været lignende overvejelser igennem, men blot er faldet tilbage på det klassiske argument med, at "hvis man ikke stemmer, har man ikke ret til at brokke sig". Dette har også i mange år været mit slogan. Men denne gang handlede mit valg på mange planer om, hvad jeg ikke implicit ville støtte. Ingen kan se, at en blank stemme - eller en, som er nødtørftigt udført i mangel af bedre - er kritisk over for det, som foregår i demokratiet nu til dags. Den støtter mellem linjerne den demokratiske proces, som den er nu. En manglende stemme gør ikke: Den kan ganske vist signalere blot og bar ligegyldighed, men under alle omstændigheder illustrerer den, at nogen er tabt i processen. At demokratiet bør ransage sig selv og spørge om hvorfor.

Det bedste af alt ville være, hvis en kandidat - eller bedre: Et parti - tog denne vigtige debat op: At de folkevalgte spillede med åbne kort omkring deres prioriteringer, indrømmede populismen og tog skraldet. Måske man derved kunne nå frem til det kvalificerede demokrati, som gennem mange år har været min drøm: Det demokrati, man melder sig ind i af interesse. Det demokrati, hvor et minimum af politisk viden er adgangskortet til stemmelokalet. Det demokrati, hvor det nemme spin, som grumser hele branchen til, ikke eksisterer, fordi det på forhånd er givet, at det ikke virker. Kort sagt det demokrati, hvor de magiske 15 procent er udraderet, og der igen er plads til seriøs debat og politiske ambitioner, som rækker ud over øjeblikket.

I går blev jeg sådan set kaldt alt fra barnlig over idiot til skabsnazist. Meget interessant og lærerigt. Og egentlig ganske opmuntrende, for rigtig mange reagerede på billedet af det brændende valgkort, og det stod klart, at demokratiet virkelig er en grundværdi hos de fleste. Hvilket er godt. Men to spørgsmål har alligevel siden trængt sig på: Hvorfor dette hysteri over en enkelt brændt seddel? Ved mange i virkeligheden godt, at demokratiet er pænt ude at sejle, og skyldes reaktionerne i virkeligheden et mål af angst og frustration? I virkeligheden gjaldt min handling jo kun én mand: Mig. Men ramaskriget var så stort, at der ligge mere end bare frustrationen over en enkelt mands kritik af det gennem generationer almindeligt accepterede folkestyre bag. Jeg står helt klart tilbage med fornemmelsen af at have berørt et tabu. Dernæst: Måske er der andre, mere effektive måder at deltage i den demokratiske proces på end ved at sætte et kryds hvert fjerde år, hvorefter man så giver sig til at sove resten af tiden. Man kan f.eks. brænde sit valgkort. Og tage skraldet. For et skrald kommer der!

Men et interessant skrald var det. Det sker næppe en anden gang. I hvert fald ikke så offentligt. Men det fik virkelig mange - mig selv inklusive - til at reagere og reflektere over demokratiet som naturgivet tilstand. Hvilket man så absolut løbende bør, hvis det ikke skal løbe an og dø.

Og spild eller ej: Aldrig har jeg brugt et valgkort så effektivt.

fredag den 25. oktober 2013

Store ord med små bogstaver


I disse dage er det sket det forunderlige, at det rent faktisk er gået op for størstedelen af Danmarks befolkning, at der er noget, som hedder digte. Selvfølgelig skulle der en knægt fra ghettoen til, der i forvejen havde talt MED MEGET STORE BOGSTAVER i avisspalterne om emner, der var anderledes oppe i tiden end lige poesi, men fred være med dét: Han kan rent faktisk noget på et stykke papir. Men nu, hvor den pågældende digter vist har fået den hype og de anmeldelser, han overhovedet kan tåle, vil jeg gerne benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at der også findes lyrikere, som skriver med små, knapt så hysteriske bogstaver, som er dygtige til det og rent faktisk har gjort det i mange år. Visse af dem endda i længere tid, end en vis forfatter har eksisteret.

En af disse er lollikken Thorvald Berthelsen, der har udsendt sin 2. digtsamling under eget navn, Hulens år. Hvor hans første opus, Utidig i tide (2010), var en interessant, men også til tider frustrerende rodebutik af stiltræk, som på én gang trak tilbage til 70'ernes arbejderlyrik og landede lige midt i postmodernismen, er opfølgeren en meget klar og præcis bog, der ret beset er en haikusamling, men med alle de kanter, personlige skævheder og urenheder, hvis fravær gør så meget - specielt dansk - digtning indenfor den genre lige så kedelig, som det er at se maling tørre. Sådan er det ikke hos Bertelsen: Stavelserne passer, og som alle i gode haiku peger digtene på nuets spejling af intetheden, men hos ham er intet emne forbudt, intet stilgreb - selv surrealistiske - forbudt. Og det går på ingen måde ud over klarheden. Tag bare "Kræftkirurgi".
 

Nuet skærer ind
i uendeligheden der
vokser og vokser

 
Bogens titel kan læses på flere måder: Dels bogstaveligt og småbandende, dels som en hentydning til en genfødsel, som varede et år, og endelig som et år i et mørkt hul. Bogen er da også affødt af et års krise oven på en elsket persons bortgang - hvem bliver aldrig tydeligt - uden dødsbevidstheden dog får lov til at gennemsyre alt. Tværtimod, faktisk. Gennem bogens mange afsnit kommer man således gennem både saftige, erotiske tekster, skrifttematiske observationer, et uventet politiserende forløb som "Amalfi" (en slags renga fra Italien, der inkluderer linjer som "Nerier over / fotos af Mussolini / med barn på støvlen") og digte, hvor der spiller et blegt, men dog tydeligt og finurligt smil på læben. Som nu "Beregning og (over)tro":


Fem og syv og fem.
Så for sytten. Gi'r det atten?
Syv - ni - tretten! (Bank)
 

Netop derfor bliver Hulens år så berigende en bog, som den er: Det grundlæggende tab skinner igennem hele tiden, helt sikkert, men bogen er ikke en trist mumlen ved gravens rand. Det er en vild, sammenbidt tilbagevenden til livet i al dets spraglede mangfoldighed, hvad enten det er de lyse eller de mørke nuancer, man får lov at se. Og, det er det gode, tilsat en ubesværet pondus, som kun forfattere af en vis modenhed behersker. Lad det så være, at visse tekster er klarere og mere prægnante end andre: Vil man se, hvad man kan stille op med haikuformen i en dansk kontekst, hvor de indlysende kulturelle forskelle mellem Japan og det høje nord ikke bliver tromlet ned af en stiv formalisme, kan man gå til Ole Bundgaard, som har fulgt sit eget underfundige spor i mange år nu, men man kan dæleme også gå til Thorvald Bertelsen, som med denne bog har - vil jeg påstå - fået sit endelige gennembrud som kunstner.

Og i kraft af sin position som formand for foreningen StOrdstrømmen, der arrangerer oplæsninger på Lolland, Falster, Møn og i visse tilfælde Sydsjælland, er han løbende med til at bane vej for andre på samme kurs. Ja, også lyrikere, som allerede er ankommet. Et lidt ekstraordinært udtryk for dette er hæftet Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler. En fin, lille udgivelse, der blev udsendt i sommers i forbindelse med en udstilling af billedkunstneren Richard Winthers værker på dennes gamle adresse i Vindeby. En udstilling, som bl.a. præsenterede en serie billeder fra 1983, der, i kølvandet på en skilsmisse, tog disse bibelske motiver op.

I sig selv er Winthers billeder fra denne periode stærkt ekspressive, ind imellem grænsende op mod futurisme (det heftige, kantede formsprog). Og så ensomme og lukkede, de er. Ind imellem sker det, at et par kaster sig ud i et farverigt opgør, men ellers imponerer de flot reproducerede malerier i kraft af deres stadige betoning af samvittigheden. Personerne myldrer rundt imellem hinanden i rammerne, men hver især er de lukkede om sig selv i bitre selvopgør. De er ankommet til skærsilden før tiden. Det er ikke en køn serie, men til gengæld er den sand: Vi er vores egne værste dommere. Et køligt, nærmest kynisk budskab pakket ind i ellers meget varme farveeksplosioner.

Men hvorledes med digtene, som er opstået i dialog med dette billedmateriale? En af de medvirkende lyrikere er Winther selv, som repræsenteres af digtet ”flugt” – en tekst fra 1949 – hvis højspændte versaler ender i konklusionen: ”LÆR I NATTEN AT DRÆBE, AT ELSKE / ELSK AT DRÆBE DET, DU ELSKER”. Ord, som kom på papiret længe før, farverne ramte lærredet, men ikke desto mindre klæder malerierne perfekt.

Og så kommer der en rar overraskelse: Den for mig indtil nu ubekendte Grethe Bull Sarning, hvis fine, enkle og mættede tekster fanger dramaet i malerierne på uprætentiøs – nogle ville sikkert sige illusionsløs – vis. Hun er åbenbart keramiker og skulptur af profession, men i betragtning af, at hun er 75 år, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad dansk litteratur kunne have været beriget med, hvis hun havde valgt en anden vej. Men man er glad – meget glad – for det, man får her. Som nu denne reportage fra krematoriet:

 
Det brænder
det brænder mærkbart varmt
og tæt på
af og til
under kontrol
men frem for alt
det brænder
til tider
kan lugten af brændt kød
være generende
især
efter skrigenes ophør
og stemmebåndenes forvandling
til aske
parallelt anbragt
ved siden af hinanden
og beredte til
forsvindingsnr. 583

 
Flere af de bidragende forfattere – Bertelsen, Per-Olof Johansson og Niels Lyngsø – lader sig helt eller delvist repræsentere af tekster, de har publiceret andre steder, hvorfor jeg i denne sammenhæng vil gå let hen over dem og blot tilføje, at de bestemt ikke trækker ned i det samlede billede. Det gør heller ikke veteranen Viggo Madsen, som spinker til hæftet med to nyskrevne ting. Men ellers er Syndflod og Dommedag en lille perlerække af overraskelser. Præsten på Femø, Kurt Erling Johansson, tager springet videre fra det lokale kirkeblad med to fremragende, uprætentiøse tekster, ”Rådspørg først kroppen” og ”Manden med kobberleen”, der virkelig fortjener at komme ud til nye ”menigheder”. Apropos kirkebladet bidrager Gorm Rasmussen med en herlig anekdote om Richard Winther selv, der handler om dengang, kunstneren skræmte den lokale sognepræst væk med at male et billede af en omvendt Jesus på vej ned i toilettet, og hæftet rummer flere prosatekster/digte, hvoraf dette dog er det stærkeste. Ana Tellings største bidrag glimrer med en oplagt, charmerende sproglig fantasi, men ender i sidste ende lidt for tæt på kunstkritikken. Birgit Dagmar Johansen Skovs ”Duftenes syndflod” er farverig erotik i ordets egentlige forstand, men har en tendens til at munde ud i løsrevne refleksioner. Så er der Michael Næstved Nielsens ”Om at holde af og høre til”, som faktisk er temmelig medrivende, mens den veksler mellem at være en kommentar til Winthers kunst, et studie i tab og et suk af taknemmelighed. Endelig finder man tre fine tekster af Birthe Aela Faarvang – meget voldsomme, men også meget præcise og koncentrerede. Tak for dem!

Først og fremmest er Syndflod og Dommedag dog et sjældent vellykket og lige parløb mellem billedkunsten og det skrevne ord: Et værk frem for bare en samling løst eller mindre løst kommenterede billeder, som den slags udgivelser lidt for ofte er. Og samtidig en fremragende appetizer, for ligesom Winther nok aldrig har fået helt den plads i dansk kunst, han fortjener - dette par øjne har i hvert fald fået lyst til at se mere – således befinder mange af de her medvirkende forfattere (med Madsen og Lyngsø som undtagelser) sig lidt i periferien af det danske litteraturmiljø. Og de fleste af dem ganske ufortjent. Her træder ingen af dem i hvert fald helt forkert, og som helhed er hæftet så absolut værd at have stående på reolen. Også som en inspiration til videre læsninger.

Et værk er også ekstremt produktive Nana Rømer Dorph-Petersens seneste – og til dato mest ambitiøse – opus: En perlemuslings bedrag. Med sine 88 sider er det en ganske massiv digtsamling, selvom den er delt op i en lang række afsnit, der tilsammen tegner en kurve fra langsomt forfald over undergang til genfødsel: Også helt bogstaveligt på den måde, at digtene efterhånden bliver kortere og kortere, knappere og knappere, til de igen vokser i ”Jeg elsker begyndelser”, bogens sidste del. Hvor Dorph-Petersens digtsamling ofte har taget udgangspunkt i tab, sorg og tro på en måde, som har fået flere af dem til at virke lidt forknytte, er det dog – selvom skyggerne stadig i dén grad er til stede – en fornøjelse denne gang at se hende sprudle. For sprudle, det gør hun på siderne. Mere end nogensinde skriver hun i sandt stream of consciousness-gear, så de flotte sprogbilleder vælter ud i øjnene på læseren. Som nu her:

 
Angstpile
længselshoteller

et gadespejl vifter
om hjørner

gravpalæer og videoskærme

tagpap klistrer
til kroppen

 
Fra et personligt perspektiv er dét virkelig dejligt at se. Og langt hen ad vejen også fra et digterisk. Der er dog den hage ved skrivemåden, at den ganske vist sætter underbevidstheden fri, så de utroligste billeder kommer ned på papiret, men omvendt kommer meget – med mindre man senere udsætter det, man har skrevet, for en meget stram redigering – nemt til at virke lige lovlig hermetisk. Som skrifttegn i sandet, man ikke helt kan tyde:

 
En ru længsel i havsnød
sporskifte

backup
tidsrondeller

 
Og den slags forekommer der desværre en del af i En perlemuslings bedrag. Omvendt må jeg så fremhæve afsnittet ”Alt har en ende” som noget af det på én gang flotteste og mest overrumplende danske poesi, jeg har læst i år. Her er formen netop hermetisk meget af tiden, men også meget stram og ladet. Skriften fortættes til små bomber, der går af i underbevidstheden og måske snarere gør noget ved én, snarere end de i egentlig forstand udsiger noget. For bare at citere nogle stykker:


Lommer af hvidt metal. Vi trækker tordenen hen over himlen. Uskyldige

 
***

Lapper af tid. Fuglen falder på ryggen. Vi broderer pauseskærme.

 
***

Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand. Af hvid regns hvisken.

 
En perlemuslings bedrag er således en bog, som med fordel kunne have været strammet op hist og her. Men det er også en meget rig og livsbekræftende bog med mange, som det ovenstående illustrerer, endda meget oplagte indslag undervejs. Dertil et glimrende sted for nye læsere at starte bekendtskabet med denne altid intense og vedkommede digter.

b&bl& i b&bl n er endnu et fortløbende nummer af ærke-dadaisten Ole Perregaards tidsskrift, som engang bar titlen boblen i boblen og inkluderede bidrag af bl.a. undertegnede. Som vanligt er prisen noget i retning af ”1 kr. måske det dobbelte eller det tidobbelte ellers gratis”, og jeg formoder, den lille skrivelse i A6-format stadig er åben for bidrag udefra. Denne gang er det dog, ser det ud til, Perregaard selv, som har stået for alt, og det bliver det sådan set ikke ringere af. For han er i en helt særlig grad virtuos. Med sine tvedelte tekster, der kan læses både lodret og vandret, og som er mættede til randen med både sproglige finurligheder og ofte politisk motiveret beskhed, er Perregaard (af sig selv kaldet klad, hvilket skal læses som (blæk)klat) lidt af et fænomen. Skal man endelig indvende noget mod hans produktion, må det være, at han somme tider opfører sig som en lyriker, der én gang for alle har fundet sin hellige gral og blot deler ud af indholdet igen og igen. Udover det, at produktionen på det seneste har taget form af en treleddet korrespondance mellem klad og arketyperne kladja, kvinden, og klud, manden – tal lige om skriftsbevidsthed – er der sådan set ikke noget nyt under solen. Man kan endda diskutere i hvor høj grad, Perregaard er sand dadaist, da han altid formår at sige noget frem for blot at vrænge af en virkelighed, der fortjener det i lige så høj grad som den, Cabaret Voltaire i sin tid opstod sig i. Men selvstændig er han. I usædvanlig grad. Og selvom jeg egentlig går lidt og lurer på, hvornår jeg får nok af netop dén form og dét indhold, er jeg efterhånden ret sikker på, det aldrig sker. Tag nu bare denne ret typiske tekst, som gengives lodret (i to spalter) og vandret (begge spalter læst på tværs) for retfærdigvis at gengive kompleksiteten:

 
kære klud
som generalsekretæren
kunne have sagt det:
kup nu not
det er ikke så vigtigt
hvad man kalder det
det er ikke
det er ikke så vigtigt
kup no not
not kup not komplot
not komplet kup
hvis det er
folkets vilje
 

*** 

kup no no
komplet kup
no not komplet
no not kup kup not
not no no
not komplet
kup not kup
not komplet
kup no not
øv not
not kup
knus klat

***

kære klud
som generalsekretæren
kunne ha sagt det: kup no no
kup no not komplet kup
det er ikke så vigtigt no not komplet
hvad man kalder det no not kup kup not
det er ikke not no no
det er ikke så vigtigt not komplet
kup no not kup not kup
not kup not komplet not komplet
not komplet kup kup no not
hvis det er øv not
folkets vilje not kup
knus klat

 
Kort sagt: Kan man lide Perregaards stil – hverken mere eller mindre – er b&bl& i b&bl n endnu en nødvendig nyanskaffelse. Og en billig, må man sige.

Og alt i alt er alle fire bøger glimrende bud på, hvad man kan gå videre med, når man har fået ondt i øjnene af VERSALER, men stadig er sulten efter vers.

 

Thorvald Berthelsen
Hulens år
80 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 150 kr. 


Diverse
Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler
50 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 80 kr.

 
Nana Rømer Dorph-Petersen
En perlemuslings bedrag
88 s., Mellemgaard, Odense, 2013
Pris: 139,95

 
Ole Perregaard (red.)
b&bl& i b&bl n
32 s, Det Poetiske Bureaus Forlag, København, 2013
Pris: Fri

torsdag den 10. oktober 2013

Relativt ligegyldige musikerlister


Nogle personlige bud på verdens bedste instrumentalister - 10 af hver slags. Som altid, når jeg er indblandet, med mere vægt på stilistisk originalitet end nødvendigvis teknisk kunnen. Og som altid synes jeg ikke, nærmere rangordning giver mening.


Trommeslagere

Lars Ulrich (Metallica)
Bill Bruford (King Crimson)
Stephen Morris (Joy Division/New Order)
Maureen Tucker (Velvet Underground)
Jaki Liebezeit (Can)
Budgie (Siouxsie & The Banshees)
Palmolive (The Slits/The Raincoats)
Larry Mullen Jr. (U2)
Clyde Stubblefield (James Brown)
Jimmy Chamberlin (Smashing Pumpkins)


Bassister

Peter Hook (Joy Division/New Order)
Reni (Stone Roses/Primal Scream)
Jah Wobble
Jean-Jacques Burnel (The Stranglers)
Robbie Shakespeare (Sly & Robbie)
Cliff Burton (Metallica)
Dominic Aitchison (Mogwai)
Kim Deal (Sonic Youth)
Alexander Hacke (Einstürzende Neubauten)
Bootsy Collins (Funkadelic)


Guitarister

The Edge (U2)
Andy Summers (The Police)
Thurston Moore (Sonic Youth)
Johnny Thunders
Peter Laughner (Pere Ubu)
James Iha (Smashing Pumpkins)
Lou Reed
Robert Fripp
Snakefinger (The Residents)
David Gilmour (Pink Floyd)


Tangentspillere

Ralf Hütter (Kraftwerk)
Edgar Froese (Tangerine Dream)
Klaus Schulze
Jean-Michel Jarre
Roger O'Donnell (The Cure)
Rick Wright (Pink Floyd)
Wendy Carlos
Vince Clarke
Brian Eno
Richard H. Kirk (Cabaret Voltaire)


Producere/bedroom scientists

Martin Hannett
Aphex Twin
Brian Wilson (Beach Boys)
Joe Boyd
Trent Reznor (Nine Inch Nails)
Alec Empire
Geoff Barrow (Portishead)
Chuck D (Public Enemy)
Prince Paul
Joe Meek


Sangere/blikfang

PJ Harvey
Nick Drake
Beth Gibbons (Portishead)
Alan Vega (Suicide)
Kathleen Hanna (Bikini Kill/Le Tigre/Julie Ruin)
Jim Morrison (The Doors)
Elvis Presley
Iggy Pop
Marianne Faithfull
Patti Smith


Sangskrivere/teams

Lee Hazlewood
Nick Cave
Hütter/Schneider
David Bowie
Lou Reed
Leiber/Stoller
Lennon/McCartney
Morrissey/Marr
Syd Barrett
Nick Drake


Coverdesignere

Storm Thorgerson
Peter Blake
Peter Saville
Vaughan Oliver
Brute
Raymond Pettibon
Derek Riggs
Emil Schult
Stephen Stapleton
Neville Brody


Pladeselskaber

Factory
Mute
4AD
Warp
Mo'Wax
United Diaries
Brain
Kosmische Musik
E.G.
Alternative Tentacles