mandag den 23. december 2013

Heavy Agger vs. Punk Rock Voel.

Forleden sendte DR deres tredje dokumentarprogram om Heavy Agger - en serie, som fulgte en flok metalfreaks i en afsides by ved Vestkysten. Første gang i 1985, hvor de var en flok isolerede særlinge i et indremissionsk samfund, som alligevel - på en rørende, lidt ubehjælpsom vis - vovede at gøre oprør og drømme store drømme om et andet liv end det givne på kutteren eller i køkkenet. Anden gang fangede man kliken i 1999, hvor flere var flyttet bort, og resten havde overgivet sig til borgerlige tilværelser: En lidt mistrøstig omgang. Men nu, 28 år senere, har pokker åbenbart alligevel taget ved de gamle drenge og piger, som har oprettet en musikforening, Heavy Agger, og er begyndt at afholde lokale arrangementer med store navne som Pretty Maids og Artillery. En rørende, forløsende (foreløbig) slutning på sagaen. Nej, de solgte aldrig helt ud. Dreams never end, som New Order ville have sagt det.

Og så er det alligevel, det kommer tilbage til mig, hvor meget verden har ændret sig i de 28 år, der er gået siden det første program, og hvor heroiske, den flok teenagere egentlig i sin tid var. For uanset hvilken subkultur, men tilhørte, var det ikke udpræget nemt at stå ud fra mængden dengang sidst i 80'erne. Ikke blot fordi man blev set skævt til, men også fordi det var et hulens arbejde at skaffe musik og påklædningsgenstande. Selv sad jeg i landsbyen Voel øst for Silkeborg, da jeg omkring 1988/89 blev ramt af strømninger som punk, goth og techno, og selvom det ikke var Vestkysten, kan jeg levende sætte mig ind i den ildhu, drengene og pigerne fra Agger var nødt til at have for at kunne være dem, de var (og er).

For nej, der var ikke noget, som hed YouTube dengang. Internettet var noget, nogle få mennesker i USA havde adgang til. Ville man se de rette videoer, måtte man bestille dem hjem på VHS pr. postordre fra fjerne firmaer - typisk uden at kende det store til indholdet først. Ville man have de rette plader, måtte man enten gøre det samme eller tage på pilgrimstogter til byer, som havde ordentlige forretninger - for heavykliken sikkert Thisted eller Aalborg, for mig Århus, Silkeborg eller København. Og selv der var man heldig, hvis det helt rigtige stod på hylden. Ellers måtte man jo nøjes med at smide pengene efter det, der nu var tilgængeligt. Det rette kluns og de rette støvler måtte man på samme vis rejse langt efter: De lokale tøjbikser havde kun joggingbukser, sneakers og flyverjakker. Og når man så endelig havde fået anskaffet sig bare lidt af det, man behøvede, måtte man så møde konsekvenserne: At ingen forstod éns trip. Visse folk opførte sig endda fjendtligt, når man traskede ned ad gaden i sine sorte klamotter. Ok, i Voel var det en god regel, at man ikke angreb en lokal uanset hvor syret, vedkommende måtte se ud eller opføre sig, men lad mig sige det sådan, at det absolut var en fordel, når der var fester andre steder i området, at jeg på de tider var gode venner med byens mest hårdtslående minirocker. Det sparede mig sikkert for et blåt mærke eller ti.

Men stærk blev man af det: Man stod op for sig selv og sine værdier med næb og kløer. Man kunne simpelthen ikke andet. Og de få venskaber, man fik gennem sine interesser, blev gerne livsdefinerende. Kliken i Agger er således stadig bundet stærkt sammen af sin fælles fortid, og de få folk fra Voel, jeg sad sammen med sidst i 80'erne og bestilte plader hjem fra foretagender som Fusion og Street Dance, ændrede også min livsbane på en måde, der er meget følbar den dag i dag. Ja, mellem to af os udviklede der sig endda så stærkt et samarbejde, at selvom vi ikke har den store kontakt i dag, nåede vi at lave ganske mange bølger i den nationale andedam, før vi for 5-6 år siden endelig voksede fra hinanden. Men selv der faktisk ikke fra den fælles mission: At opsøge og formidle det anderledes, det kantede, det skæve. Besøg Geiger - vores fælles mausolæum.

Med min egen historie in mente har jeg således svært ved ikke at føle en vis samhørighed med headbangerne fra Det Mørke Jylland. Og ydermere smile ved tanken om, at de så mange år efter ikke blot holder sammen, men er på banen for fuld kraft igen.

Men mest af alt smiler jeg ved tanken om en tid, hvor musik handlede om identitet frem for underholdning, intet var umiddelbart tilgængeligt i "udkanten", som det (heldigvis, det er ikke det, men det har også ændret vilkårene) er i dag gennem de digitale medier, og hver landsby fra Voel til Agger havde sine små hverdagshelte, som stod fast, knoklede på og udsatte sig for betragtelige risici for at forfølge andre mål og idealer end de gængse. Om det så var retten til at svinge med garnet ved Vestkysten eller danse pogo på en østjysk pløjemark.

Derfor: Højt skum, Heavy Agger! I salute you!

søndag den 8. december 2013

Tanker ved de 40


Så er det alvor! I morgen rammer jeg den dag, alle unge altid har frygtet. Den dag, hvor man ikke længere kan lyve sig fra, at den dato, som står på dåbsattesten, er 40 år gammel, og man dermed er sådan cirka lige så langt fra sin død, som man er fra sin fødsel. Kort sagt: Man er ved at blive - gys! - midaldrende!

Da jeg var barn og ung, var en person i den alder typen, man forbandt med "baller for de unge på 40" - festorgier på skumle kroer og hoteller, hvor flommede eksistenser med hentehår, seler og sækkekjoler indlysende desperat prøvede at score de udtrådte rester af hinanden til lyden af herlige ensembler som Bjørn & Okay og Klaus & Servants. Og skal jeg være ærlig, svor jeg længe for mig selv, at jeg hellere ville hoppe ud foran et tog end ende sådan. Jeg mente det også, tag ikke fejl af dét. Og det gør jeg i og for sig stadig.

Men chancen for, at det sker, er trods alt til at overse efterhånden. Og det er derfor, jeg nærmer mig mit femte livsårti med en vis sindsro. For nej, jeg har ikke mistet min hårpragt. Jeg har ikke anskaffet mig seler. Jeg har ikke købt mig fattig i cd'er med Kandis eller Kim & Hallo. Hvorfor? Fordi den slags vel aldrig har lagt til mig: Trods alt tilbragte jeg ikke min ungdom i skjorte og fløjsbukser med Keld & The Donkeys som lydspor. Da jeg var i det, jeg dengang betragtede som min bedste alder, gik jeg i Doc Martens, havde garn ned til røven, klædte mig i sort og betragtede Throbbing Gristle som festmusik. Og nej: At blive 40 indebærer ikke, at man pludselig får en hjerneblødning, som forvandler én til et lallende fjols i hængerøvsbukser. Man fortsætter ud af det spor, man altid har fulgt, og leder det én til Esbjerg Rock Festival, gør det dét, men har éns identitet og kulturbillede altid været mere radikalt, ændrer dét sig heldigvis ikke med, at man når frem til midten af livet. Ergo: No sweat.

Desuden bilder jeg mig ikke ind, at jeg er ung med de unge. Dét tog er kørt, og guderne skal vide, jeg heller ikke ønsker mig det. Jeg hører en tid til, hvor idealer, oprør og progressiv kultur i hvert fald i de kredse, jeg hørte til, var legio. I dag ser det ud til, at ungdommen handler mere om at have den perfekte krop, de perfekte gadgets og - på sigt - det perfekte liv. Lad bare teenagerne have dét syge præstationsræs for sig selv. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke føler mig tilpas i den tidsånd, de er formet af, men mine idealer, min vrede, har jeg stadig, og bliver jeg regnet for at være en gammel, uddateret idiot af den grund, er jeg stolt af at være dét!

Så er der rynkerne og de hvide hår, som efterhånden begynder at dukke op i spejlet. Hvad med det?

Sandt at sige regner jeg også de ting for at være adelsmærker. Skønhedsfremmende elementer, endda. For der sker med alderen det sælsomme, at man ikke længere tiltrækkes af glat hud, stramme former og hvad, der ellers hører ungdommen til af fysiske træk. Man lærer at se det smukke i, at en krop har en historie at fortælle: At den har fået slag, oplevet slid, gennemgået fødsler, kort sagt levet. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og sådan bilder jeg mig ind, andre også ser på mig: At jeg, som enhver god vin, har fået karakter hen ad vejen. Og set i lyset af, at nogle af de mest attraktive mennesker, jeg har mødt, har været op imod de 70, formoder jeg tilmed, at mine sølle 40 år i hvert fald ikke er noget problem i æstetisk henseende.

Endelig er der jo så det faktum, at jeg er halvdød lige så vel, som jeg er halvlevende. At jeg næppe har så lang tid tilbage på Jorden, som jeg har haft. Well, modsat visse folk omkring mig mener jeg faktisk, jeg har brugt mine første fire årtier godt. Jeg har oplevet mangt og meget, de mere statiske af mine jævnaldrende ikke har, og været igennem mange fascinerende verdener. Jeg har endda fået opfyldt mange af de drømme, jeg havde som helt ung: Udsendt en bog, stået på tonsvis af scener, samarbejdet på lige fod med folk, jeg engang betragtede som uopnåelige idoler. Bevares: Jeg skal ikke lægge skjul på, at de sidste 10 år af mit liv ikke har været de nemmeste, men så igen var det måske på tide, at man kom ud for nogle ting, som fik én til at gøre op med de værste illusioner og drømmeslør. Der er ting, jeg fortryder - primært at jeg ikke fik stiftet en familie (hvilket vel kan nås endnu) - men det vil der altid være. Men jeg føler bestemt ikke, jeg har spildt det liv, jeg indtil videre har levet, og udover at skrive og udsende en dælens masse flere bøger - i det mindste tømme mine bugnende skrivebordsskuffer - har jeg måske ikke så meget mere på programmet. Jeg føler ikke, jeg behøver at blive 120 år. Og verden skal såmænd nok også finde ud af at dreje rundt den dag, jeg ikke længere er her. En tanke, jeg faktisk finder både smuk og opløftende.

Så jeg vil byde midalderen velkommen med en skål. Og takke dem, som på både godt og ondt har været med på det første stræk af rejsen. Vi ses i det næste!

Og så er der ellers balmusik for resten af pengene:


onsdag den 20. november 2013

Noget om at sætte ild til ting

I går var jeg slem. I går gjorde jeg noget, jeg ikke måtte. Jeg vågnede, kiggede på mit valgkort, fandt en lighter og brændte det af. Egentlig ikke som en gennemtænkt handling, men snarere et udslag af en længerevarende kvalme over et eskalerende skindemokrati - eller "demokratur", som en god kammerat allerede døbte fænomenet under VKO-vældet - hvor der i stadigt stigende grad, trods al snak om blokke, kun er én politisk farve at stemme på: Den blå. Jo, jeg er endda meget godt klar over, at der stadig er ét regulært rødt parti tilbage - Enhedslisten, som jeg troligt har tildelt de sidste 20 års stemmer - men hvem har de støttet lige så troligt gennem alle årene? Socialdemokratiet. Som specielt over de seneste 10 år virkelig med held har profileret sig som et borgerligt parti med alt, hvad det indebærer af sociale forringelser og frikadelledebat. En stemme for alt det gode, Ø rummer, ville således igen også blive en stemme på alt det ringe, A førte med sig. That's the name of the game, vil mange sige: Man må tage det sure med det søde. Men pokker skulle da direkte eller indirekte støtte op omkring noget, der byder éns samvittighed lodret imod. Som f.eks. Sandholmlejren, social dumping og diverse forekommende krigshandlinger. Og hvis man alligevel er på vej ud ad det spor, var der nok også mange, som stemte for det hårdt tiltrængte økonomiske opsving under Hitler, mens de pragmatisk tænkte, at man så måtte tage jødehadet med. Resultatet? Auschwitz.

Nuvel. Hvis man vil standse enhver seriøs diskussion, kan man altid bringe Hitler på banen, og det var der da også flere, som forsøgte, da billedet af min handling nåede Facebook. Holdningen var, at den, der ikke aktivt støtter op omkring demokratiet - dvs. sætter det der skide kryds uanset hvad - åbner døren for det totalitære. Det er én konklusion, man kan nå frem til. En anden er, at man - selv ved at stemme blankt - er med til at understøtte en form for demokrati, som pt. er gennemsyret af populisme og spin. Kampen om de magiske 15 procent af vælgerne, som egentlig ikke har en holdning til noget som helst, men ikke desto mindre får tilsendt et valgkort, som de - værre endnu! - rent faktisk bruger, har gennem de sidste små 20 år gennemsyret alt, der foregår i dansk politik. Tænk blot på Thornings skattesag og Løkkes bilagsbøvl. Massive skandaler, som begge har ramt pressen lige op til væsentlige valghandlinger. Tilfældigt? Tænk dig om, vælger! Politikere på "begge fløje" har folk ansat til at opsnuse og plante den slags gris. Som regel er de temmelig kluntede: Folk burde gennemskue dem så nemt som ingenting. Men ikke desto mindre virker grebet gang på gang: De magiske 15 procent er gang på gang blevet rykket af den slags sager. Os andre, som har fulgt det politiske spil interesseret gennem mange år, står desværre tit tilbage med en rigtig skidt smag i munden: Er dem, som planter sådanne historier, virkelig de "fornuftige" og "ansvarlige" politikere, vi trygt kan lægge vores lands fremtid i hænderne på? Og videre: Er det denne type demokratisk proces, vi ønsker?

Jeg er sikker på, at mange, der satte kryds i går, har været lignende overvejelser igennem, men blot er faldet tilbage på det klassiske argument med, at "hvis man ikke stemmer, har man ikke ret til at brokke sig". Dette har også i mange år været mit slogan. Men denne gang handlede mit valg på mange planer om, hvad jeg ikke implicit ville støtte. Ingen kan se, at en blank stemme - eller en, som er nødtørftigt udført i mangel af bedre - er kritisk over for det, som foregår i demokratiet nu til dags. Den støtter mellem linjerne den demokratiske proces, som den er nu. En manglende stemme gør ikke: Den kan ganske vist signalere blot og bar ligegyldighed, men under alle omstændigheder illustrerer den, at nogen er tabt i processen. At demokratiet bør ransage sig selv og spørge om hvorfor.

Det bedste af alt ville være, hvis en kandidat - eller bedre: Et parti - tog denne vigtige debat op: At de folkevalgte spillede med åbne kort omkring deres prioriteringer, indrømmede populismen og tog skraldet. Måske man derved kunne nå frem til det kvalificerede demokrati, som gennem mange år har været min drøm: Det demokrati, man melder sig ind i af interesse. Det demokrati, hvor et minimum af politisk viden er adgangskortet til stemmelokalet. Det demokrati, hvor det nemme spin, som grumser hele branchen til, ikke eksisterer, fordi det på forhånd er givet, at det ikke virker. Kort sagt det demokrati, hvor de magiske 15 procent er udraderet, og der igen er plads til seriøs debat og politiske ambitioner, som rækker ud over øjeblikket.

I går blev jeg sådan set kaldt alt fra barnlig over idiot til skabsnazist. Meget interessant og lærerigt. Og egentlig ganske opmuntrende, for rigtig mange reagerede på billedet af det brændende valgkort, og det stod klart, at demokratiet virkelig er en grundværdi hos de fleste. Hvilket er godt. Men to spørgsmål har alligevel siden trængt sig på: Hvorfor dette hysteri over en enkelt brændt seddel? Ved mange i virkeligheden godt, at demokratiet er pænt ude at sejle, og skyldes reaktionerne i virkeligheden et mål af angst og frustration? I virkeligheden gjaldt min handling jo kun én mand: Mig. Men ramaskriget var så stort, at der ligge mere end bare frustrationen over en enkelt mands kritik af det gennem generationer almindeligt accepterede folkestyre bag. Jeg står helt klart tilbage med fornemmelsen af at have berørt et tabu. Dernæst: Måske er der andre, mere effektive måder at deltage i den demokratiske proces på end ved at sætte et kryds hvert fjerde år, hvorefter man så giver sig til at sove resten af tiden. Man kan f.eks. brænde sit valgkort. Og tage skraldet. For et skrald kommer der!

Men et interessant skrald var det. Det sker næppe en anden gang. I hvert fald ikke så offentligt. Men det fik virkelig mange - mig selv inklusive - til at reagere og reflektere over demokratiet som naturgivet tilstand. Hvilket man så absolut løbende bør, hvis det ikke skal løbe an og dø.

Og spild eller ej: Aldrig har jeg brugt et valgkort så effektivt.

fredag den 25. oktober 2013

Store ord med små bogstaver


I disse dage er det sket det forunderlige, at det rent faktisk er gået op for størstedelen af Danmarks befolkning, at der er noget, som hedder digte. Selvfølgelig skulle der en knægt fra ghettoen til, der i forvejen havde talt MED MEGET STORE BOGSTAVER i avisspalterne om emner, der var anderledes oppe i tiden end lige poesi, men fred være med dét: Han kan rent faktisk noget på et stykke papir. Men nu, hvor den pågældende digter vist har fået den hype og de anmeldelser, han overhovedet kan tåle, vil jeg gerne benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på, at der også findes lyrikere, som skriver med små, knapt så hysteriske bogstaver, som er dygtige til det og rent faktisk har gjort det i mange år. Visse af dem endda i længere tid, end en vis forfatter har eksisteret.

En af disse er lollikken Thorvald Berthelsen, der har udsendt sin 2. digtsamling under eget navn, Hulens år. Hvor hans første opus, Utidig i tide (2010), var en interessant, men også til tider frustrerende rodebutik af stiltræk, som på én gang trak tilbage til 70'ernes arbejderlyrik og landede lige midt i postmodernismen, er opfølgeren en meget klar og præcis bog, der ret beset er en haikusamling, men med alle de kanter, personlige skævheder og urenheder, hvis fravær gør så meget - specielt dansk - digtning indenfor den genre lige så kedelig, som det er at se maling tørre. Sådan er det ikke hos Bertelsen: Stavelserne passer, og som alle i gode haiku peger digtene på nuets spejling af intetheden, men hos ham er intet emne forbudt, intet stilgreb - selv surrealistiske - forbudt. Og det går på ingen måde ud over klarheden. Tag bare "Kræftkirurgi".
 

Nuet skærer ind
i uendeligheden der
vokser og vokser

 
Bogens titel kan læses på flere måder: Dels bogstaveligt og småbandende, dels som en hentydning til en genfødsel, som varede et år, og endelig som et år i et mørkt hul. Bogen er da også affødt af et års krise oven på en elsket persons bortgang - hvem bliver aldrig tydeligt - uden dødsbevidstheden dog får lov til at gennemsyre alt. Tværtimod, faktisk. Gennem bogens mange afsnit kommer man således gennem både saftige, erotiske tekster, skrifttematiske observationer, et uventet politiserende forløb som "Amalfi" (en slags renga fra Italien, der inkluderer linjer som "Nerier over / fotos af Mussolini / med barn på støvlen") og digte, hvor der spiller et blegt, men dog tydeligt og finurligt smil på læben. Som nu "Beregning og (over)tro":


Fem og syv og fem.
Så for sytten. Gi'r det atten?
Syv - ni - tretten! (Bank)
 

Netop derfor bliver Hulens år så berigende en bog, som den er: Det grundlæggende tab skinner igennem hele tiden, helt sikkert, men bogen er ikke en trist mumlen ved gravens rand. Det er en vild, sammenbidt tilbagevenden til livet i al dets spraglede mangfoldighed, hvad enten det er de lyse eller de mørke nuancer, man får lov at se. Og, det er det gode, tilsat en ubesværet pondus, som kun forfattere af en vis modenhed behersker. Lad det så være, at visse tekster er klarere og mere prægnante end andre: Vil man se, hvad man kan stille op med haikuformen i en dansk kontekst, hvor de indlysende kulturelle forskelle mellem Japan og det høje nord ikke bliver tromlet ned af en stiv formalisme, kan man gå til Ole Bundgaard, som har fulgt sit eget underfundige spor i mange år nu, men man kan dæleme også gå til Thorvald Bertelsen, som med denne bog har - vil jeg påstå - fået sit endelige gennembrud som kunstner.

Og i kraft af sin position som formand for foreningen StOrdstrømmen, der arrangerer oplæsninger på Lolland, Falster, Møn og i visse tilfælde Sydsjælland, er han løbende med til at bane vej for andre på samme kurs. Ja, også lyrikere, som allerede er ankommet. Et lidt ekstraordinært udtryk for dette er hæftet Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler. En fin, lille udgivelse, der blev udsendt i sommers i forbindelse med en udstilling af billedkunstneren Richard Winthers værker på dennes gamle adresse i Vindeby. En udstilling, som bl.a. præsenterede en serie billeder fra 1983, der, i kølvandet på en skilsmisse, tog disse bibelske motiver op.

I sig selv er Winthers billeder fra denne periode stærkt ekspressive, ind imellem grænsende op mod futurisme (det heftige, kantede formsprog). Og så ensomme og lukkede, de er. Ind imellem sker det, at et par kaster sig ud i et farverigt opgør, men ellers imponerer de flot reproducerede malerier i kraft af deres stadige betoning af samvittigheden. Personerne myldrer rundt imellem hinanden i rammerne, men hver især er de lukkede om sig selv i bitre selvopgør. De er ankommet til skærsilden før tiden. Det er ikke en køn serie, men til gengæld er den sand: Vi er vores egne værste dommere. Et køligt, nærmest kynisk budskab pakket ind i ellers meget varme farveeksplosioner.

Men hvorledes med digtene, som er opstået i dialog med dette billedmateriale? En af de medvirkende lyrikere er Winther selv, som repræsenteres af digtet ”flugt” – en tekst fra 1949 – hvis højspændte versaler ender i konklusionen: ”LÆR I NATTEN AT DRÆBE, AT ELSKE / ELSK AT DRÆBE DET, DU ELSKER”. Ord, som kom på papiret længe før, farverne ramte lærredet, men ikke desto mindre klæder malerierne perfekt.

Og så kommer der en rar overraskelse: Den for mig indtil nu ubekendte Grethe Bull Sarning, hvis fine, enkle og mættede tekster fanger dramaet i malerierne på uprætentiøs – nogle ville sikkert sige illusionsløs – vis. Hun er åbenbart keramiker og skulptur af profession, men i betragtning af, at hun er 75 år, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad dansk litteratur kunne have været beriget med, hvis hun havde valgt en anden vej. Men man er glad – meget glad – for det, man får her. Som nu denne reportage fra krematoriet:

 
Det brænder
det brænder mærkbart varmt
og tæt på
af og til
under kontrol
men frem for alt
det brænder
til tider
kan lugten af brændt kød
være generende
især
efter skrigenes ophør
og stemmebåndenes forvandling
til aske
parallelt anbragt
ved siden af hinanden
og beredte til
forsvindingsnr. 583

 
Flere af de bidragende forfattere – Bertelsen, Per-Olof Johansson og Niels Lyngsø – lader sig helt eller delvist repræsentere af tekster, de har publiceret andre steder, hvorfor jeg i denne sammenhæng vil gå let hen over dem og blot tilføje, at de bestemt ikke trækker ned i det samlede billede. Det gør heller ikke veteranen Viggo Madsen, som spinker til hæftet med to nyskrevne ting. Men ellers er Syndflod og Dommedag en lille perlerække af overraskelser. Præsten på Femø, Kurt Erling Johansson, tager springet videre fra det lokale kirkeblad med to fremragende, uprætentiøse tekster, ”Rådspørg først kroppen” og ”Manden med kobberleen”, der virkelig fortjener at komme ud til nye ”menigheder”. Apropos kirkebladet bidrager Gorm Rasmussen med en herlig anekdote om Richard Winther selv, der handler om dengang, kunstneren skræmte den lokale sognepræst væk med at male et billede af en omvendt Jesus på vej ned i toilettet, og hæftet rummer flere prosatekster/digte, hvoraf dette dog er det stærkeste. Ana Tellings største bidrag glimrer med en oplagt, charmerende sproglig fantasi, men ender i sidste ende lidt for tæt på kunstkritikken. Birgit Dagmar Johansen Skovs ”Duftenes syndflod” er farverig erotik i ordets egentlige forstand, men har en tendens til at munde ud i løsrevne refleksioner. Så er der Michael Næstved Nielsens ”Om at holde af og høre til”, som faktisk er temmelig medrivende, mens den veksler mellem at være en kommentar til Winthers kunst, et studie i tab og et suk af taknemmelighed. Endelig finder man tre fine tekster af Birthe Aela Faarvang – meget voldsomme, men også meget præcise og koncentrerede. Tak for dem!

Først og fremmest er Syndflod og Dommedag dog et sjældent vellykket og lige parløb mellem billedkunsten og det skrevne ord: Et værk frem for bare en samling løst eller mindre løst kommenterede billeder, som den slags udgivelser lidt for ofte er. Og samtidig en fremragende appetizer, for ligesom Winther nok aldrig har fået helt den plads i dansk kunst, han fortjener - dette par øjne har i hvert fald fået lyst til at se mere – således befinder mange af de her medvirkende forfattere (med Madsen og Lyngsø som undtagelser) sig lidt i periferien af det danske litteraturmiljø. Og de fleste af dem ganske ufortjent. Her træder ingen af dem i hvert fald helt forkert, og som helhed er hæftet så absolut værd at have stående på reolen. Også som en inspiration til videre læsninger.

Et værk er også ekstremt produktive Nana Rømer Dorph-Petersens seneste – og til dato mest ambitiøse – opus: En perlemuslings bedrag. Med sine 88 sider er det en ganske massiv digtsamling, selvom den er delt op i en lang række afsnit, der tilsammen tegner en kurve fra langsomt forfald over undergang til genfødsel: Også helt bogstaveligt på den måde, at digtene efterhånden bliver kortere og kortere, knappere og knappere, til de igen vokser i ”Jeg elsker begyndelser”, bogens sidste del. Hvor Dorph-Petersens digtsamling ofte har taget udgangspunkt i tab, sorg og tro på en måde, som har fået flere af dem til at virke lidt forknytte, er det dog – selvom skyggerne stadig i dén grad er til stede – en fornøjelse denne gang at se hende sprudle. For sprudle, det gør hun på siderne. Mere end nogensinde skriver hun i sandt stream of consciousness-gear, så de flotte sprogbilleder vælter ud i øjnene på læseren. Som nu her:

 
Angstpile
længselshoteller

et gadespejl vifter
om hjørner

gravpalæer og videoskærme

tagpap klistrer
til kroppen

 
Fra et personligt perspektiv er dét virkelig dejligt at se. Og langt hen ad vejen også fra et digterisk. Der er dog den hage ved skrivemåden, at den ganske vist sætter underbevidstheden fri, så de utroligste billeder kommer ned på papiret, men omvendt kommer meget – med mindre man senere udsætter det, man har skrevet, for en meget stram redigering – nemt til at virke lige lovlig hermetisk. Som skrifttegn i sandet, man ikke helt kan tyde:

 
En ru længsel i havsnød
sporskifte

backup
tidsrondeller

 
Og den slags forekommer der desværre en del af i En perlemuslings bedrag. Omvendt må jeg så fremhæve afsnittet ”Alt har en ende” som noget af det på én gang flotteste og mest overrumplende danske poesi, jeg har læst i år. Her er formen netop hermetisk meget af tiden, men også meget stram og ladet. Skriften fortættes til små bomber, der går af i underbevidstheden og måske snarere gør noget ved én, snarere end de i egentlig forstand udsiger noget. For bare at citere nogle stykker:


Lommer af hvidt metal. Vi trækker tordenen hen over himlen. Uskyldige

 
***

Lapper af tid. Fuglen falder på ryggen. Vi broderer pauseskærme.

 
***

Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand. Af hvid regns hvisken.

 
En perlemuslings bedrag er således en bog, som med fordel kunne have været strammet op hist og her. Men det er også en meget rig og livsbekræftende bog med mange, som det ovenstående illustrerer, endda meget oplagte indslag undervejs. Dertil et glimrende sted for nye læsere at starte bekendtskabet med denne altid intense og vedkommede digter.

b&bl& i b&bl n er endnu et fortløbende nummer af ærke-dadaisten Ole Perregaards tidsskrift, som engang bar titlen boblen i boblen og inkluderede bidrag af bl.a. undertegnede. Som vanligt er prisen noget i retning af ”1 kr. måske det dobbelte eller det tidobbelte ellers gratis”, og jeg formoder, den lille skrivelse i A6-format stadig er åben for bidrag udefra. Denne gang er det dog, ser det ud til, Perregaard selv, som har stået for alt, og det bliver det sådan set ikke ringere af. For han er i en helt særlig grad virtuos. Med sine tvedelte tekster, der kan læses både lodret og vandret, og som er mættede til randen med både sproglige finurligheder og ofte politisk motiveret beskhed, er Perregaard (af sig selv kaldet klad, hvilket skal læses som (blæk)klat) lidt af et fænomen. Skal man endelig indvende noget mod hans produktion, må det være, at han somme tider opfører sig som en lyriker, der én gang for alle har fundet sin hellige gral og blot deler ud af indholdet igen og igen. Udover det, at produktionen på det seneste har taget form af en treleddet korrespondance mellem klad og arketyperne kladja, kvinden, og klud, manden – tal lige om skriftsbevidsthed – er der sådan set ikke noget nyt under solen. Man kan endda diskutere i hvor høj grad, Perregaard er sand dadaist, da han altid formår at sige noget frem for blot at vrænge af en virkelighed, der fortjener det i lige så høj grad som den, Cabaret Voltaire i sin tid opstod sig i. Men selvstændig er han. I usædvanlig grad. Og selvom jeg egentlig går lidt og lurer på, hvornår jeg får nok af netop dén form og dét indhold, er jeg efterhånden ret sikker på, det aldrig sker. Tag nu bare denne ret typiske tekst, som gengives lodret (i to spalter) og vandret (begge spalter læst på tværs) for retfærdigvis at gengive kompleksiteten:

 
kære klud
som generalsekretæren
kunne have sagt det:
kup nu not
det er ikke så vigtigt
hvad man kalder det
det er ikke
det er ikke så vigtigt
kup no not
not kup not komplot
not komplet kup
hvis det er
folkets vilje
 

*** 

kup no no
komplet kup
no not komplet
no not kup kup not
not no no
not komplet
kup not kup
not komplet
kup no not
øv not
not kup
knus klat

***

kære klud
som generalsekretæren
kunne ha sagt det: kup no no
kup no not komplet kup
det er ikke så vigtigt no not komplet
hvad man kalder det no not kup kup not
det er ikke not no no
det er ikke så vigtigt not komplet
kup no not kup not kup
not kup not komplet not komplet
not komplet kup kup no not
hvis det er øv not
folkets vilje not kup
knus klat

 
Kort sagt: Kan man lide Perregaards stil – hverken mere eller mindre – er b&bl& i b&bl n endnu en nødvendig nyanskaffelse. Og en billig, må man sige.

Og alt i alt er alle fire bøger glimrende bud på, hvad man kan gå videre med, når man har fået ondt i øjnene af VERSALER, men stadig er sulten efter vers.

 

Thorvald Berthelsen
Hulens år
80 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 150 kr. 


Diverse
Syndflod og Dommedag – elleve forfattervinkler
50 s., Ravnerock, Otterup, 2013
Pris: 80 kr.

 
Nana Rømer Dorph-Petersen
En perlemuslings bedrag
88 s., Mellemgaard, Odense, 2013
Pris: 139,95

 
Ole Perregaard (red.)
b&bl& i b&bl n
32 s, Det Poetiske Bureaus Forlag, København, 2013
Pris: Fri

torsdag den 10. oktober 2013

Relativt ligegyldige musikerlister


Nogle personlige bud på verdens bedste instrumentalister - 10 af hver slags. Som altid, når jeg er indblandet, med mere vægt på stilistisk originalitet end nødvendigvis teknisk kunnen. Og som altid synes jeg ikke, nærmere rangordning giver mening.


Trommeslagere

Lars Ulrich (Metallica)
Bill Bruford (King Crimson)
Stephen Morris (Joy Division/New Order)
Maureen Tucker (Velvet Underground)
Jaki Liebezeit (Can)
Budgie (Siouxsie & The Banshees)
Palmolive (The Slits/The Raincoats)
Larry Mullen Jr. (U2)
Clyde Stubblefield (James Brown)
Jimmy Chamberlin (Smashing Pumpkins)


Bassister

Peter Hook (Joy Division/New Order)
Reni (Stone Roses/Primal Scream)
Jah Wobble
Jean-Jacques Burnel (The Stranglers)
Robbie Shakespeare (Sly & Robbie)
Cliff Burton (Metallica)
Dominic Aitchison (Mogwai)
Kim Deal (Sonic Youth)
Alexander Hacke (Einstürzende Neubauten)
Bootsy Collins (Funkadelic)


Guitarister

The Edge (U2)
Andy Summers (The Police)
Thurston Moore (Sonic Youth)
Johnny Thunders
Peter Laughner (Pere Ubu)
James Iha (Smashing Pumpkins)
Lou Reed
Robert Fripp
Snakefinger (The Residents)
David Gilmour (Pink Floyd)


Tangentspillere

Ralf Hütter (Kraftwerk)
Edgar Froese (Tangerine Dream)
Klaus Schulze
Jean-Michel Jarre
Roger O'Donnell (The Cure)
Rick Wright (Pink Floyd)
Wendy Carlos
Vince Clarke
Brian Eno
Richard H. Kirk (Cabaret Voltaire)


Producere/bedroom scientists

Martin Hannett
Aphex Twin
Brian Wilson (Beach Boys)
Joe Boyd
Trent Reznor (Nine Inch Nails)
Alec Empire
Geoff Barrow (Portishead)
Chuck D (Public Enemy)
Prince Paul
Joe Meek


Sangere/blikfang

PJ Harvey
Nick Drake
Beth Gibbons (Portishead)
Alan Vega (Suicide)
Kathleen Hanna (Bikini Kill/Le Tigre/Julie Ruin)
Jim Morrison (The Doors)
Elvis Presley
Iggy Pop
Marianne Faithfull
Patti Smith


Sangskrivere/teams

Lee Hazlewood
Nick Cave
Hütter/Schneider
David Bowie
Lou Reed
Leiber/Stoller
Lennon/McCartney
Morrissey/Marr
Syd Barrett
Nick Drake


Coverdesignere

Storm Thorgerson
Peter Blake
Peter Saville
Vaughan Oliver
Brute
Raymond Pettibon
Derek Riggs
Emil Schult
Stephen Stapleton
Neville Brody


Pladeselskaber

Factory
Mute
4AD
Warp
Mo'Wax
United Diaries
Brain
Kosmische Musik
E.G.
Alternative Tentacles

torsdag den 5. september 2013

Medisterpols

Forleden så jeg en dokumentaren Danmark på prærien, som blev sendt på DR2. Den omhandlede den dansk-amerikanske koloni Elk Horn i Iowa, hvor en række familier fra hele landet havde slået sig ned i årene 1860 - ca. 1930. Nu, et lille århundrede efter, kæmpede man hårdt for at holde fast på de danske rødder, og med - for en nutidsdanskers øjne - ganske pudsige resultater. Således holdt man årligt en Tivoli fest på hovedgaden, hvor der var marcherende vikinger med langbåde, folkedans i egnsdragter til melodier som "Hils fra mig derhjemme" og tonsvis af "medisterpols" og "eppleskiver". Også de danske efternavne holdt de stolt fast ved, og med den rette stavmåde: "Pedersen", "Jensen", Andersen". Enkelte ældre i byen kunne endda snakke et nogenlunde forståeligt dansk med strejf af vest- eller sønderjysk dialekt. De unge på egnen, derimod, var hverken særligt imponerede over den gamle vindmølle, man havde importeret fra Nørre Snede, eller bedstemors importerede dansktop-cd'er. De opfattede sig helt og aldeles som amerikanere, selvom et par stykker snakkede mere moderat om at tage ud for at se den store verden, inden de måske vendte hjem for at slå sig til ro. Kort sagt slog de én som rosværdigt sunde, unge mennesker.

For mig var programmet interessant af flere grunde. Dels var der mange i min slægt, som emigrerede til USA først i Det 20. Århundrede. Min tipoldemor i Aidt mistede et par søskende til "Guds eget land", min oldefar fra Låsby havde en søster, som tog afsted, og havde 60'erne ikke meldt sig med et pludseligt og ganske voldsomt økonomisk ryk fremad, havde min mormor og morfar måske taget turen over til Canada. Tanken var i hvert fald oppe omkring 1960, hvor de havde problemer med at ernære den voksende børneflok med udkommet fra deres forvoksede husmandssted. Med andre ord er det lige før, jeg selv (eller én, der lignede kraftigt) kunne have været født i Elk Horn eller et andet, lignende sted.

En enkelt af de grene, som tog skridtet fuldt ud, har jeg den dag i dag kontakt med. Jeg havde en oldefar med rødder i Dragør, hvis bror, Victor Greisen, i 1914 drog til New York som ung matros, men først vendte tilbage efter 2. Verdenskrig - og denne gang som noget nær en fuldblodsamerikaner. Fra starten synes han at have været ganske forelsket i idéen om indvandrernationen, hvor alle kunne lykkes eller ikke ud fra egne evner - selv da han i den første tid sultede under en bro ved Hudson River - og det virker som om, han deltog i sit nye lands krige med samme gejst, som havde det været Danmark, som havde sendt ham på missioner. Senere involverede han sig kraftigt i Pinsekirken, hvor han arbejdede sig op til at blive biskop, og da han efter 2. Verdenskrig opsøgte familien igen, var det ikke blot med dén hat på - han fremstod, gavmild, som han faktisk var, som den klassiske "rige onkel i Amerika", der ikke blot forsynede sine egne slægtninge, men alle omkring dem, med nødvendigheder som slik, tobak og kjolestof. Hans søn, Paul, der selv har opnået at blive biskop indenfor samme trossamfund, har jeg haft en vis kontakt med hen over de seneste år, hvilket har været en fornøjelse. Ligesom faderens dansk efterhånden blev dårligere og dårligere, kan Paul vist kun løsrevne brokker på sproget, men hans livsmod er svært at undgå at blive smittet af. Og selvom hele efterslægten frem til i dag mest har virket i kirkelige sammenhænge, har kontakten med dem "over there" gjort mig klogere på, hvorfor jeg selv er det kreative menneske, jeg er. Paul selv indspillede plader som ung, et barnebarn har en decideret musikalsk karriere, et andet er filminstruktør.

Men specielt danske er de ikke. Kun Paul, der som ung bl.a. mødte sin ældre kusine, min farmor, og har vist en aktiv interesse i sin fars baggrund. Men trods al bevidsthed om, hvad han kommer af, er han amerikaner, og det bør han strengt taget også være.

I Elk Horn, derimod, holder man krampagtigt fast i noget, der ret beset ikke eksisterer længere. Ligesom i øvrigt de hollændere på Amager, både jeg og Paul nedstammer fra, som for 500 år siden dannede en på mange måder lignende, om end mere ekstrem, enklave i Store Magleby og omegn. Der gik 200 år, før ægteskab mellem hollændere og danskere blev god tone (selv da mest pga. begyndende indavl), og selvom de ankom i 1521, skulle man helt frem til 1811, før den sidste lokale gudstjeneste på "hollandsk" - på den tid i praksis tysk - blev afholdt. Men allerede i 1650, da Svenskekrigen rasede, benyttede kongen sig af en flok ægte, hollandske soldater, der blev placeret i samme division som nederlænderne fra Store Magleby: Det var jo ganske vist, de kunne forstå hinanden. Det kunne de imidlertid ikke. I løbet af bare 125 år havde indvandrerne tillagt sig så mange danske låneord og (gennem sognepræsterne) plattyske sprogtræk, at de nok stadigvæk stod kraftigt ud i forhold til dem i "danskebyerne" på Amager, men deres "landsmænd", som i øvrigt var klædt underligt nymodens, kunne de ikke rigtigt gøre sig forståelige over for.

Man kunne mene, at dette burde have været punktet, hvor "hollænderne" gennemgik en enorm selvransagelse og lod sig assimilere, men det var det ikke. Op gennem 1700-årene importerede de f.eks. i stor stil hollandske fliser til gårdene, hollandsk sølvtøj til skufferne og - sikkert i et forsøg på at følge udviklingen i hjemlandet - sågar hollandske floshatte af blåfarvet kameluld, der gik i arv fra generation til generation mellem ældstesønnerne. To af dem findes endnu, den ene på Nationalmuseet. Et rigt mål af såkaldte amagerdragter udviklede sig også gennem tiden - der var nærmest én til alle lejligheder. Alle trak de vel i ét eller andet omfang på idéer, forfædrene havde haft med i 1521, men i dag, hvor de stadig bruges til festlige begivenheder i Store Magleby, står det ret klart, at de ikke har ret meget med noget at gøre. Ud over måske en stædig lyst til at være "danskere med en lille forskel". Ligesom i øvrigt brugen af i øvrigt gedigent hollandske fornavne på Amager - for tiden mest Marchen, Neel og Cornelis - i kombination med, ja, "Pedersen", "Jensen", "Andersen".

Det er meget længe siden, at hollænderkolonien på Amager havde noget med Holland at gøre. Også selvom kirken i Store Magleby blev bygget efter forbilleder i Frisland, og efterkommere af kolonisterne - mig selv inklusive - stadig bærer rundt på én eller anden stolthedsfølelse over "deres anden nationalitet" vel vidende, at den har mere med slægts- og egnsbevidshed at gøre end noget som helst nationalt tilhørsforhold.

Der er måske en vis trøst at hente i dette for folkene i Elk Horn. Hvis de ikke kan opdatere deres kultur, som stadig er bygget op omkring tipoldeforældrenes verdensbilleder - jeg inviterer gerne et par stykker over, så de kan høre Nephew, besøge Christiania, se en forfalden gård og spise döner kebab - er det måske alligevel ikke den store katastrofe, hvis den går under. De unge, som nu drager derfra, vil, om de ønsker det, altid have Danmark rullende i årerne. Og hvem ved? Måske der om 500 år stadig er en Jensen, der vil sidde sammen med artsfæller i Elk Horn og spise medisterpols, ligesom jeg nu drager til Store Magleby hvert år i fastelavnstiden og drikker punch eller spiser lunkens (i praksis eppleskiver), mens jeg ser tøndeslagning til hest? Hvis ikke, kunne arven vel ikke bruges til noget. Og så er det ikke den store katastrofe, hvis den fortaber sig.
 
Er det vel?      

onsdag den 14. august 2013

I want to be a machine...


Og pladeindkøbene er fortsat hen over sommeren... I de fleste tilfælde har der været tale om ældre ting, min samling af forskellige årsager har manglet, og jeg må tilstå, at jeg i stor stil er vendt tilbage til den electropop, som i sidste halvdel af 80'erne for alvor tændte min kærlighed til "alternativ musik" i en meget bred forstand. Kort sagt flere af de bands, jeg tidligere har behandlet i indlægget "Gamle mænd med nyt gear".

I centrum for det hele - dengang som nu - står selvfølgelig "technopoppens gudfædre", Kraftwerk, der dengang var pejlemærke # 1 for udviklingen af den rytmiske udgave af elektronisk musik (modsat den mere ambiente og/eller partiturorienterede, hvor man kan hævde, at folk som Stockhausen, Wendy Carlos og Brian Eno er den hellige treenighed). Uden albums som Autobahn (1974), Trans-europa express (1977) og The man machine (1978) havde moderne musikhistorie set ganske anderledes ud, og dertil er de i sjælden grad slidstærke værker, hvor hver eneste tone, ja, selv resonans, synes så perfekt placeret, at gruppens på overfladen små, naive popsange kun vokser gennem - for mit vedkommede - en menneskealders lytning. Electric café fra slutningern af 1986 regnes enten for gruppens sidste klassiske album eller det første, hvor "the human factor" begyndte at indhente de musikalske robotter fra Düsseldorf. Kernebesætningen gennem mange år - Ralf Hütter, Florian Schneider-Esleben, Karl Bartos og Wolfgang Flür - var ved at falde fra hinanden, kerneduoen Hütter og Schneider syntes mere optaget af cykling end elektronisk grej, og den elektroniske musik, som i gruppens første mange år havde været et ganske smalt arbejdsfelt, havde vokset sig frem til at være et meget stort, multifacetteret bæst, det ikke længere var så simpelt at placere sig i forfronten af. I Chicago, New York og London havde den spirende house-scene sat den klassiske sangskrivning, selv Kraftwerk havde lænet sig op ad, mere og mere ud af kraft til fordel for udforskningen af beatet, og skulle Kraftwerk tage dén udfordring op, måtte de holde en millimeterfin balance mellem genkendelighed og nytænkning. Da Electric café udkom - og dermed tog konkurrencen op mod folk som Juan Atkins, Frankie Knuckles, Koto, MARRS og for den sags skyld Paul Hardcastle - mente mange, at veteranerne fejlede både konceptuelt og musikalsk, og af samme grund har albummet altid været lidt af et stedbarn i gruppens katalog: Ulig Kraftwerks helt tidlige krautrock-værker, som simpelthen er skrevet ud af historien, syntes kerneduoen at være enige om, pladen hørte til "familien", men den var, ja, besværlig...

I 2009 udkom alle de albums, Hütter og Schneider regnede med til "den klassiske fase", i remasterede versioner, hvor samtlige lyde blev digitaliseret fra bunden, og den forbindelse blev Electric Café omdøbt til sin oprindelige arbejdstitel fra 1983, Techno pop, og lettere ommodelleret. Som gammel samler er det sådan noget, der får én til at investere igen, og det har jeg så altså gjort for nylig. Som den stolte ejer af den oprindelige lp må jeg imidlertid tilstå, at gruppens revisionisme kun delvist har været klædelig. Den oprindelige titel, Electric café, synes at have foregrebet den type virtuelle fællesskaber, der vel først slog igennem sidst i 1990'erne, og målt i forholdet til indholdet passede den i grunden glimrende: "The telephone call" handlede om netdating, før den slags eksisterede i praksis, og "Sex object" vel om sex dating, mens "Electric café" selv foregreb forum-formen. Så igen: Albummet rummede også lange, tilsyneladende improviserede forløb som "Boing boom tschak", "Techno pop" og "Musique non stop", hvor form og indhold løb sammen på konkretistisk vis, og set i dét lys er Techno pop en overskrift, der kan rumme alt på én gang uden at fornærme eller forvirre nogen. Spørgsmålet er så, om den slags pleasing er, hvad Kraftwerk handlede om.

En anden central ændring er, at en lang, velfungerende version af Karl Bartos' store satsning som sanger og vokalist på albummet, "The telephone call", er blevet erstattet af en kortere singleversion, mens et remix, "House phone", er blevet tilføjet. Value for money, kan man måske indvende, men selvom specielt det, der i første omgang var side 1 på lp'en, nikker tydeligt i retning af house-formen, går "House phone" faktisk for langt: Den er house. Og det har Kraftwerk reelt aldrig været. Snarere - her og på efterfølgeren Tour de France (2003) - en art elektronisk jazzorkester, der har mere til fælles med det band, som lavede de første tre albums i årene 1970 - 73, end man formodentlig kan få det til at indrømme, hvilket netop er de pladers største berettigelse.

Et sidste problem: I albummets credits er Wolfgang Flür, som ellers indgik på lige fod med de andre tre i gruppen anno 1986, forsøgsvist redigeret ud af historien. Om han var tilstedeværende eller ej: Det siger ikke noget godt om Kraftwerk på et menneskeligt plan. Enten har man et medlem, eller også har man ikke.

Men ellers er Electric café = Techno pop. Og faktisk et album, jeg altid har elsket højt. Bastante, men danseable beats møder med sampleren i hånd den gode melodi, og sjældent har jeg mødt en musik,.der var så typisk tysk: På en gang disciplineret og kølig, passioneret, romantisk og melodisk. Er ked af det, hvis min beskrivelse har været for fokuseret på detaljer, men Kraftwerk har en særlig magi, som skal høres snarere end forklares. Og i modsætning til mange andre anmeldere - specielt dengang - mener jeg seriøst, den er til stede her. Men på Electric Café snarere end Techno pop, hvor meget af vinyludgivelsens varme er blevet kvalt af digital perfektion.


Robotten menneskeliggjort

I starten af 1990'erne forlod Karl Bartos Kraftwerk pga. gruppens tiltagende stilstand, og siden da har han været den foretrukne samarbejdspartner for folk som Electronic og OMD: Kunstnere, som har forgudet modergruppens magi, men været henvist til at opsøge det udstødte medlem med den højeste grad af K-faktor, da Hütter og Schneider løbende har afvist at samarbejde med andre end sig selv. For at sige det rent ud: Hverken Bartos eller Wolfgang Flür, som i disse dage er henvist til at lave dj-sets, er Kraftwerk. Men Bartos kommer tættest på, og Off the record, som i år blev udsendt på opfordring af selskabet Bureau B, der gør sit bedste for at bevare den elektroniske del af krautrock-arven, viser ret konkret, hvad han betød for gruppen. Med en baggrund i partiturmusik, der blev skønt forenet med et passioneret kendskab til 60'ernes engelsk/amerikanske pop, kunne han hæve Ralf & Florian op over resten af den progressive musiksump i 70'ernes midte. Men bosserne var de, og måske med rette. Off the record er et stykke hen ad vejen baseret på demooptagelser, de afviste, og sjovt nok er de eneste tre numre, som når klassisk Kraftwerk-niveau - den bastante, monumentale "Atomium" (komplet med verdens sprødeste Vocoder-stemmer!), electroballaden "Without a trace of emotion" samt "The tuning of the world" - skrevet efter tiden i gruppen, selvom Bureau B eksplicit ønskede en cd, som opsamlede stof fra den tid. "Nachtfahrt" og "International Velvet", der har rødder i den tid, er og bliver outtakes, og som helhed efterlader Off the record, selvom Bartos omtaler udgivelsen som ét værk, et lidt forvirret indtryk.

Men mindre end det perfekte kan gøre det. Selvom dele af Off the record ender som et konkretistisk eksperiment - "The binary code" er motiveret avantgarde (en kombination af talmagi og fuglesang), den John Cage-efterabende "Silence" ikke - får man for måske første gang et klart indtryk af, hvad Kraftwerk mistede med Bartos' afgang. Nemlig en kantet, men musikalsk meget velfunderet personlighed, der var et kompositorisk geni, men en lyrisk katastrofe. "Atomium" har alle de rette udsagn, men smukt afleverede er de ikke, og sågar på den selvbiografiske "Without a trace of emotion" vil jeg vove at påstå, at selv robotter kan skrive bedre tekster end ham. Ikke desto mindre er der noget afvæbnenede ved albummet såvel som Bartos selv. Han er menneskelig. En kvalitet, der er nødvendig, men ikke specielt kraftwerksk. Men måske er det lige netop den kvalitet, den meget tørre og følelsekolde remastering af Techno pop savner.


Mennesket robotliggjort

 
Wolfgang Riechmann kom aldrig selv med i Kraftwerk, selvom Ralf & Florian i starten af 70'erne opsnappede halvdelen af hans første band, The Spirits of Sound: Michael Rother og Wolfgang Flür. I stedet tilbragte han årtiet i bands som Phönix og Streetmark - sidstnævnte snarere et deutsch- end krautrockband, om end lp'en Nordland kan anbefales til erfarne lyttere af kosmisk musik. I sporet på dette album, der dannede en tydelig præcedens, gik han omsider solo for at forfølge en musikalsk stil, der vel bedst kan beskrives som liggende et helt eget sted mellem Jean Michel Jarre, Kraftwerk, Tangerine Dream, The Shadows og Ennio Morricone. Lutter - i hvert fald i håndplukket stand - gode sager, om man spørger mig. Med synths og en smule elektriske instrumenter gik han - forsynet med en kontrakt hos det ellers lidt cheesy Sky Records - i studiet mens 1977 blev til 1978, og knapt nok var han færdig med de seks kompositioner, der blev til albummet Wunderbar, før han blev stukket tilfældigt ned på åben gade!

Det isblå cover, hvor Riechmann afbildes med blå læbestift, gråtoner i håret og hvid sminke, spinkede vel ufrivilligt til myten om den unge, forpinte, døde kunstner, men bortset fra dét er der ikke meget dødskult over Wunderbar, som i 2009 - efter i et stykke tid at have solgt til skyhøje priser på pladebørser rundt om i verden - blev remastered og genudgivet af Bureau B. Tværtimod mødes man af en meget varm, elektronisk instrumentalmusik, der ubesværet kvalificerer sig som noget af det bedste, der kom ud af krautrocken. Det stærkeste øjeblik er vel titelnummeret, der lyder som soundtracket til en spaghettiwestern i Rhindalen med et tøffende beat og mønstre af synth, guitar og alskens andre, mærkværdige instrumenter, som skiftes til at føre det catchy tema videre. Men hvor resten af albummet er næsten udelukkende elektronisk, svøbes man kærligt ind i lydtæpper, der er så tykke og behagelige, at man kan sove for evigt i dem. Kun i "Himmelblau" tikker der et lille beat ind, som giver nummeret en flot tranceeffekt og lyst til at vippe lidt med storetåen. Ellers er Wunderbar som den smukkeste, blideste drøm, man aldrig selv har haft, og det bedste er, den kan nydes igen og igen.


Manden, der ville være en maskine

England var og er altid meget lydhørt, hvad angår Kraftwerk - kald det for den anglosaxiske arv - og et af de orkestre, som først fornemmede bølgeskvulpene fra Autobahn, var Tiger Lily, som egentlig var et folkrock-orkester med et par singler bag sig, inden den elektroniske revolution indtraf. John Foxx, bandets leder, var en type idol, jeg tror modellerede sig på arven fra Sparks, og med sig havde han et hold, som mere var funderet i prog end den punk, som omkring 1975-76 satte sig igennem. Men han havde antennerne ude, Foxx, og hverken Autobahn eller Kraftwerks krautrock-kolleger Tangerine Dream, Can og Neu! gik henover hovedet på ham. Gruppen blev således omdøbt til Ultravox! - inklusive udråbstegn som en hilsen til sidstnævnte - mens Foxx med tekster som "I want to be a machine" begyndte at bygge sig selv om til en robot, der var lige så umiskendeligt britisk, som Ralf Hütter var tysk.

Hvor svært det var, vidner debutalbummet fra starten af 1977, Ultravox!, om. Jo, gruppen havde påkaldt sig Brian Enos delvise producer-interesse (han sørgede for fire numre, Steve Lillywhite for resten), og det er da heller ikke lydbilledet, der slingrer, selvom "One Brain" snarere er i Roxy Music- end Apollo-gear her: Nej, det er i selve kursen. Og så alligevel. Åbningsnummeret "Satday night in the city of the dead" (sic!) er mere Bowie anno Diamond Dogs end den punk, gruppen gladeligt forsøgte at sælge sig som en del af, "Slip Away" er Cockney Rebel uden Steve Harleys onde charme, og "Wide Boys" er hard rock uden blusel. Man befinder sig således temmelig langt fra den egentlige synthrock-lyd, gruppen udviklede på mesterværket Systems of Romance (1978) og videreførte gennem hit-årene med Midge Ure bag mikrofonen. Ret beset er det kun teksterne - helt indlysende på "I want to be a machine", mere subtilt på den sfæriske piano-ballade "My Sex", hvor maskinen introduceres som det tredje køn - som helt indfanger Foxx' fascination af det elektroniske og maskinelle. Men at afvise Ultravox! af den grund alene vil være dumt, for nok tegner albummet billedet af et ufærdigt band, men selv når albummet er værst - på "Slip Away" og funk-fadæsen "The lonely hunter" - fejler den melodiske tæft (ulig så mange gange senere) intet, og i hvert fald fem gange rammer Ultravox! plet. "Satday night in the city of the dead" er pragtfuld, trashet rock'n'roll, "Dangerous rhythm" svajer sig smukt frem mellem elastiske reggae-beats og elektroniske understrømme,og "I want to be a machine" starter som en lavmælt akustisk ballade, der gradvist vokser sig mere psykedelisk og kraftfuld, til den forløses med ekstatisk rullende trommer og skingert hvirvlende violin á la Morten Versner. Violinisten Billy Currie er også manden, der redder festen på "The wild, the beautiful and the damned" - en sang, der tydeligvis har overlevet fra Tiger Lily-tiden, men tilføjes et skud punkenergi, der foregriber The Pogues' senere blanding af folkklange og rå kant. Og ja, så er der som sagt "My sex", som er det eneste nummer på albummet, hvor synths for alvor fylder noget i lydbilledet. Det er her, man kan stå på, hvis man er mest til nyere sange som "Vienna".

Det er jeg ikke nødvendigvis. Ultravox! er en stilistisk rodebutik, men måske så meget desto bedre for dét, og det er nærmest aldrig sket, at gruppen har leveret et perfekt album uden fyldstof. Sét i det lys - og med to nitter vejet op mod 11 fuldtræffere eller i det mindste temmelig gode indspilninger - vejer debuten ganske tungt til i min Ultravox-samling.


Stanlove

Langt mere gennemførte fra starten var Orchestral Manoeuvres in the Dark - alias OMD - som ganske vist også havde rødder i et punkband ved navn The Id, men allerede i 1978 forkastede rocklyden for at dyrke en tydelig Kraftwerk-fascination. Men skægt nok - og det har været et paradoks, som har præget hele gruppens karriere frem til i dag - krydret med en forkærlighed for klassisk pop og softrock, der hen ad vejen sikrede dem høje salgstal, men også indebar, at OMD aldrig har fået samme kultstatus som de bands, de i 80'erne kom til at dele scener og publikum med: Depeche Mode, New Order og Pet Shop Boys. Der er noget ved Andy McCluskeys vokal - varm og ekspressiv, men også ofte sukret - der afviser nogle og tiltrækker andre, og jeg må da også tilstå, at det først er nu, hvor gruppen nyder en sand rennæssance i kølvandet på English electric, jeg har vænnet mig så meget til både dén og popimpulsen, at jeg er blevet i stand til at værdsætte hele kataloget. For vel har jeg elsket electropunk-mesterværket Orchestral Manoeuvres in the dark (1979), den symfoniske Architecture & Moralty (1981) og koncept-triumfen Dazzle ships (1983) altid, men senere plader som den glimrende Sugar Tax (1991) og den pop-perfektionistiske, sørgeligt undervurderede Universal (1996) har altså også sine kvaliteter og synes - det er det, som er deres saving grace - at komme lige så meget fra et rent hjerte som avantgardeudladningerne først i karrieren.

Organisation (1980) har af en eller anden grund altid stået for mig som det af gruppens ungdomsværker, jeg måske kunne undvære, så det er først nu, jeg har fået det købt. Shame on me, for vel lander albummet lige præcis midtvejs mellem debutens smældede, energiske indspilninger og de komplekse, stort anlagte sange fra efterfølgeren, og det er da heller ikke ubetinget positivt. Organisation er en meget forvirret plade, hvilket gruppen da også selv indrømmer i covernoterne. Måske det giver bedst mening at se pladen i forhold til den udvikling, som skete på new wave-scenen i netop 1980. I løbet af 1979 og 1980 havde Joy Division - som OMD kendte så personligt, at Peter Hook senere i spøg har bebrejdet Humphreys og McCluskey, at de fik ham startet på coke! - ført punkimpulsen over i en mere gotisk, sfærisk og indadvendt retning, hvilket forsanger Ian Curtis' selvmord i maj '80 både cementerede og afspejlede. Hvor 70'ernes slutning havde været nihilistisk på en aggressiv, men konstruktiv måde, var stemningen i kølvandet på dén udvikling kun nihilistisk: Tidens toneklang var forfrossen og forpint, tekstuniverne undergangsromantiske. Og ikke mindst på Organisation, hvor hittet var "Enola Gay" - noget så muntert som en trippende, klimprende popsang om flyet, der kastede bomben over Hiroshima: "Enola Gay, you should have stayed at home yesterday / Uh-oh, this kiss you give / Is never, ever gonna fade away!".

muntert er det ikke resten af tiden, og ifølge McCluskey selv skulle den messende, dvælende "Statues" - et af albummets mest helstøbte numre - være en direkte hyldest til Ian Curtis. Det lyder også sådan - man befinder sig ikke langt fra Joy Divisions "The Eternal", i hvert fald. Et lignende dystert, gotisk-psykedelisk rum tegner "The Misunderstanding": Et gammelt nummer fra tiden med The Id, som genopstår komplet med isnende, bævende og lettere tumultariske synths. Tager man B-siderne med, der er inkluderede på denne remasterede udgave - og det bør man - får man endda hen imod et kvarters forfrossen ambient, der har mere til fælles med Cabaret Voltaire anno Johnny Yesno end Brian Eno. Endelig er der så albummets magnum opus "Stanlow" - et nummer så centralt i diskografien, at McCluskey i 1996 genbrugte lokaliteten nær Liverpool, sangen er opkaldt efter, i videoen til "afskedssangen" "Walking on the Milky Way". Stanlow er da også et olieraffinaderi, som ikke blot holder store dele af England forsynet med energi, men også var stedet, hans far arbejdede, og de maskinlyde, som bærer kompositionens første, sfæriske del, stammer passende nok fra nogle optagelser, den unge McCluskey fik the old man til at lave derinde på en indsmuglet båndoptager. Sit industrielle tilsnit til trods er det dog en af gruppens smukkeste love songs nogen sinde - en dybtfølt hyldest til komplekset, der har "a million hearts to warm" - samtidig med, at "Stanlow" entydigt peger frem mod den symfoniske form på efterfølgeren.

Nogle få revner i det grå skydække på coveret er der dog. "2nd thought" ender i et næsten legestueagtigt klimpreri, mens "VCL XI" er ren pop med swingelementer, dog tilpasset den resterende plades tone. "The more I see you" - en minimalistisk version af det gamle Chris Martinez-hit - tager OMD i dag selv afstand fra, men er der noget, som overhovedet trækker ned på Organisation, er det 1980-genindspilningen af gennembrudssinglen "Electricity", som dette par ører døjer svært ved at skelne fra originalen. Nej, det er ikke materialet, der fejler noget, men simpelthen sammenstillingen af det. Organisation er mindre et værk end et idékatalog. At undvære albummet nu, hvor man har det, vil dog være svært. Dertil rummer det for mange essentielle sange.


Old babies, new toys

Noget lignende kan siges om History of modern - dels et opsamlingsheat af restindspilninger fra den første fase af OMD (1978 - 1996), dels gruppens første livtag med nye indspilninger i kølvandet på genforeningen i 2006. Bevares: Man er svært presset, hvis man skal til at udpege, hvad der er gamle demospor og nye elementer, og på dén måde er History of modern et væsentligt mere kongruent album, end det måske burde være. Men alligevel lider det ikke blot under konceptet "hvad sker der, når modernismen bliver historie?", der skæres alt for meget ud i pap på omslaget uden egentlig at blive fulgt på vej i sangene - man fornemmer også klart, at det, ulig den aktuelle English electric, ikke er blevet til i ét hug. Åbningsnummeret "New babies: New toys" - der ellers demonstrativt indledes med en fræsende elbas, som tydellgt indikerer en gruppe, som vil have sin kant tilbage - minder om et outtake fra debutalbummet, der er blevet kørt gennem et moderne produktionsapparat, mens det "danske" bidrag til værket (såvel Remee som Cutfather & Joe er med på produktionssiden), det messende dancemonster "Pulse", ganske vist er godt, men mere lyder som et restspor fra McCluskeys tid med Atomic Kitten end et OMD-nummer.

Den postulerede kant er det også så som så med, når man ser bort fra, at rytmerne er mere kantede og mekaniske end i 1990'erne - et træk, History of modern deler med English electric. Men hvor sidstnævnte har regulært eksperimenterende passager ved siden af de smækkert svungne popsange, mangler den type kontrast her. Problemet er til at overskue, når det er lækkerbidder som ""History of modern 1/2", Kraftwerk-hyldesten "RFWK", "Sister Marie Says" og "Green", OMD har i posen til lytteren, men selvom jeg ikke er utilbøjelig til at mene, History of modern er det bedste rene popalbum, gruppen har præsteret, har man lidt følelsen af, at det fælles fodslaw ikke helt er fundet endnu. Det er det heldigvis blevet siden.


Sublim restemad

Nej, så er det en anderledes udelt fornøjelse af lytte sig vej gennem Navigation fra 2001 - en opsamling af B-sider og enkelte outtakes, der spænder hele vejen fra de tidligste demoer (en minimalt tikkende indspilning af "Almost") til Sugar Tax-tiden (det hidtil uudsendte titelnummer, der er sukkersød electroreggae tilsat en herligt besk tekst). Underligt nok, for hvor tonen på de første mange indspilninger er decideret avantgardistisk, går der diskoteksfest i de sidste tre-fire sange, men alligevel optegnes der en udviklingskurve, man kun mister følingen med på den allersidste instrumentalkomposition, "(The angels keep turning) the wheels of the universe", der giver en alt for brat og bombastisk landing efter "Sugar Tax".

Men for dælen da, hvor er man blevet trakteret med lækkerier inden! Hør blot den hårrejsende "I betray my friends" fra 1980: Illbient, om jeg nogen sinde har hørt det. Eller den næsten Slowdive-agtige "Sacred heart" fra 1981, der tikker sig ud i evigheden ledsaget af én af McCluskeys flotteste vokaler til dato. Eller den smægtende "The romance of the telescope" fra samme periode, gruppen med rette har udråbt til en af sine egne favoritsange.

Kan man ikke stilles med dét alene, er der den hymniske "4-Neu" fra "Genetic engineering"-singlen (1983) - en lamslående smuk og tyst kærlighedssang. Eller min egen all time OMD-favorit: "The avenue" fra 1984. Et poetiske storbymantra til lyden af rullende togvogne, der - utroligt, men sandt - kan måle sig med Kraftwerks "Neon lights". Ja, selv i 1991, hvor McCluskey reelt er gået solo og har taget housemusikken til sig, er der stadig kræs som den raffineret pulserende "Burning" i posen. Og efter at have arbejdet mig gennem disse huller i OMD-kataloget (samt genhørt en hel del af det, jeg har haft stående i forvejen) må jeg nok tilstå, at jeg ikke blot har fået fornyet respekt for gruppen: Det er kammet over i næsegrus beundring af den slags, jeg eller forbeholder livslange favoritter som Depeche Mode, New Order og, ja, Kraftwerk. Kraftwerk, der, al perfektion til trods, virker stive og konventionelle i forhold til OMD, som ikke blot hele vejen gennem det ellers knusende popmaskineri har formået at holde fast i en varm menneskelighed, men undervejs både har formået at kæle for freaken og sukkerdrengen i mig.

Vi får se, om electro-trenden holder i forhold til mine pladeindkøb. Men ellers har denne sending spændt fra det fine til det fantastiske, og er man træt af at jage vind og ikke fange noget af substans, kan man så absolut komme værre afsted end ved at kigge i retning af disse 7 albums.